Tilflytterboom: Flere og flere vælger Odsherred

Odsherred er med sit stigende befolkningstal de seneste år blevet en tilflytterkommune. Flere flytter til end fra området.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For femte år i træk ser det ud til, at Odsherred Kommune ved årets udgang vil have fået flere tilflyttere.

Flere er flyttet til området, end der er flyttet, de seneste fem år, og det ligner efterhånden en trend, der er kommet for at blive.

- Vi vil jo helst have en stigende befolkningsvækst, og det har vi så heldigvis haft de seneste år, så det er dejligt, siger bormester i Odsherred Kommune, Thomas Adelskov (S).

Fra Holbæk til Rørvig

I løbet af april, maj og juni har kommunen fået en nettotilflytning på 121 nye borgere, som har flyttet deres folkeregisteradresse til Odsherred.

To af dem er Peter og Tina Jørgensen. For et halvt år siden skiftede de Holbæk ud med et hus i Rørvig.

- Vi glæder os til den dag, vi ikke skal gå på arbejde mere og bare kan nyde livet heroppe, der er i hvert fald nok at se på og opleve, fortæller 62-årige Peter Jørgensen.

Især sommerhuse

Også hos den lokale ejendomsmægler kan man mærke de nye tider.

- Jamen det er rigtigt godt for os. Vi har rigtigt travlt i øjeblikket, og vi har mange fremvisninger, siger Jens Lunde, der er indehaver af Estate Odsherred.

Ifølge Estate er det især områdets mange sommerhuse, der er blevet enormt populære som helårsboliger, men de helt almindelige helårshuse bliver også solgt.

Både i Nykøbing og Rørvig er kommunen i øjeblikket ved at tage hul på flere kommunale boligudstykninger, så nye boliggrunde kan blive klar til kommende købere.

Man skal knap ti år tilbage for at finde det hidtil højeste befolkningstal i Odsherred Kommune på 33.159 borgere.

Det er et tal, kommunen nu igen er ved at nærme sig.


Nyhedsoverblik