På gulvet i ridehallen i Vemmelev ligger Anna Damm i spagat. Det ligner en præstation i sig selv, men for Anna Damm er det bare opvarmning til dagens træning.
- Det handler om at være så meget i spagat som muligt, fortæller 15-årige Anna Damm.
Træningen skal foregå i en ridehal på en hesteryg, men Anna Damm er ikke en typisk hestepige.
- Jeg går til voltigering, som er akrobatik på en galoperende hest, lyder det fra Anna Damm.
Det betyder, at Anna skal befinde sig mindst muligt i sadlen og mest muligt i luften.
En skade skiftede hendes kurs
Det ser da også halsbrækkende ud, når Anna kaster sig rundt på en hest i galop. Og helt uden risiko er det ikke. Til et stævne som gruppevoltigører faldt Anna Damm ned fra hesten.
- Jeg brækkede begge arme, fortæller hun.
Efter den oplevelse besluttede hun sig for at blive enkelt voltigører, så hun nu er alene på hesten.
Og det var vist ikke en dum beslutning. Efter bare syv måneders træning har hun kvalificeret sig til junior europamesterskaberne.
- Jeg blev så glad, at jeg begyndte at græde, jeg havde slet ikke regnet med det, fortæller en stolt Anna Damm.
Hendes træner Liselotte Bjarndahl blev ikke nær så overrasket.
- Anna har et meget stort talent, hun har nemt ved det, fordi hun er meget stærkt, jeg tror, hun kan komme meget langt i voltigering, slår træner Liselotte Bjarndahl fast.
Europamesterskaberne begynder d. 18 august og varer i fire dage.