Tidsplan skrider i sag om møllebrand

To unge mænd er tiltalt for at stå bag branden på den historiske stubmølle i Holbæk. Men tidsplanen er skredet blandt andet på grund af rod i sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der blev bladret i kalendere i retten i Holbæk fredag.

Sagen mod to unge mænd, der er tiltalt for at stå bag branden på stubmøllen i Holbæk, har nemlig brug for ekstra tid. Og en ekstra retsdag skulle skrives ind.

Men det er ikke kun forklaringerne i retten, der har fået tidsplanen til at skride.

Bilag manglede

På den første retsdag var der tvivl om, hvorvidt sagen skulle køre efter et nyt anklageskrift, der var udarbejdet – eller om de i stedet skulle bruge det, der i september var forkyndt for de tiltalte. Altså det, de tiltalte var gjort bekendt med ordlyden af.

Samme dag viste det sig også, at en af forsvarerne, Finn Walther Petersen, ikke havde fået udleveret de bilag, han gerne ville i sagen.

Ligeledes sad et af vidnerne også med blandt tilhørerne, hvilket retten ellers skal sikre ikke er tilfældet.

Alt sammen noget, som der er blevet diskuteret frem og tilbage i retten i Holbæk.

Nye protester fredag

I dag, fredag, var der så igen protester. Anklageren ville fremlægge nye beviser, der omhandlede en af tiltalerne mod den 17-årige.

Han er nemlig også på anklagebænken for at have haft sex med en mindreårig pige. Og det er i den forbindelse, at anklageren ville fremlægge kommunikation mellem ham og pigen, som han først fredag morgen var blevet gjort bekendt med.

Grundet travlhed i advokaternes kalendere lykkedes det først at finde plads til den sidste retsdag den 11. april. Det betyder, at de tiltalte vil skulle vente på at få deres dom i to en halv måned.


Nyhedsoverblik