Tidligere Tømmerup-præst råbte i retten: - Jeg er ikke pædofil

Den tidligere Tømmerup-præst, der er dømt skyldig i byretten for seksuelle overgreb på børn, vil ikke betegnes som pædofil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det emmede af vrede i retslokalet, da den tidligere Tømmerup-præst, som i byretten blev idømt 10 års fængsel for at have forgrebet sig seksuelt på flere børn, i dag sad på anklagebænken i Østre Landsret.

Det fortæller TV ØST's retsreporter Jessica Skovmose, som følger sagen i retten.

Den tidligere præst fra landsbyen Tømmerup ved Kalundborg ankede sidste år byrettens dom, fordi han ikke var enig i at have haft sex med børnene. I stedet påstår han, at det fotomateriale og videomateriale, som blev brugt som beviser i byretten, blot ser ud, som om han har sex med børnene, men at det i virkeligheden ikke forholdt sig sådan.

quote Han nærmest råbte inde i retssalen, at han ikke var pædofil

TV ØST's retsreporter Jessica Skovmose

- Han (den tidligere præst fra Tømmerup red.) er primært vred på den 12-årige dreng, der anmeldte ham. Han siger, at drengen fortæller nogle ting, der ikke er rigtige, og det gør han primært for at få opmærksomhed fra sine forældre, hvilket han får i rigt mål nu. Han siger for eksempel, at drengen har forklaret, at de havde analsex, og det siger han, at det passer simpelthen ikke, siger Jessica Skovmose og fortsætter:

- Han er også vred over, som han siger, at politiet æder drengens forklaring råt i stedet for at undersøge, hvad der er op og ned i denne sag. Spørgsmålet er så, om han er rigtig vred, eller om det i virkeligheden handler om, at han har siddet fængslet isoleret i over to år, og derfor kan man godt komme lidt ud af balance. 

Da den 47-årige var præst i Tømmerup, var han en fortrolig for mange af de unge, forklarede han mandag i retten.
Da den 47-årige var præst i Tømmerup, var han en fortrolig for mange af de unge, forklarede han mandag i retten. Foto: tegning: Anne Gyrite Schütt

Ifølge Jessica Skovmose virker den tidligere præst fra Tømmerup generelt meget vred.

- Han nærmest råbte inde i retssalen, at han ikke var pædofil. Han var blevet undersøgt, og det kan være, at det så sådan ud, men han var ikke pædofil, og han ville ikke have det prædikat sat på sig. Når han havde haft sex med den 13-årige pige, så handlede det mere om relationen dem imellem, i stedet for det handlede om, at han tænder på børn seksuelt. For det gør han ikke, siger han. Men han virker meget vred, fortæller Jessica Skovmose.

Kendt skyldig i 25 ud af 30 forhold

Den 47-årige præst blev kendt skyldig i retten i Holbæk den 15. november 2017 i 25 ud af 30 forhold.

Præsten misbrugte blandt andet en dengang 12-årig dreng og en 13-årig pige, som han gentagne gange forgreb sig på seksuelt. Desuden begik han seksuelle overgreb på flere unge drenge, der lå og sov.

Tømmerup kirke ved Kalundborg.
Tømmerup kirke ved Kalundborg. Foto: TV2 ØST

Han blev frifundet i to forhold, hvor han var tiltalt for at have haft et forhold til en ung mand, der var 17 år, da det seksuelle forhold stod på. Men manden - der er 24 år under retssagen i byretten - forklarede selv i retten, at forholdet var gensidigt.

Derudover blev præsten frifundet i tre forhold omhandlende børnepornografi, hvor det ikke lykkedes anklagemyndigheden at bevise, at de uidentificerede drenge på videoerne var under 18 år.

Idømt 10 års fængsel

Retten i Holbæk idømte præsten 10 års fængsel i november 2017.

Det var seks nævninge og tre juridiske dommere ved Retten i Holbæk, der dømte ham i en stuvende fuld retssal. Samtidig fratog retten også den 47-årige mand retten til at virke som præst og retten til at omgås børn under 18 år.

- rigtig beskæring- Tømmerup Præst i retten
Læs også
Tidligere præst prøver pædofili-sag ved landsretten: Han har ikke noget at miste
- rigtig beskæring- Tømmerup Præst i retten
Læs også
Tidligere præst prøver pædofili-sag ved landsretten: Han har ikke noget at miste

Præsten skal også betale 370.000 kroner i erstatning til de krænkede børn, blandt andet 100.000 kroner til den dengang 12-årige dreng og 70.000 til den 13-årige pige.

Ankede straks dommen

Den dømte præst nægtede sig skyldig og ankede straks byretsdommen til landsretten. Han ville frifindes for alt det, han ikke har erkendt - det vil sige store dele af anklageskriftet.

Han havde erkendt forholdet til den 13-årige pige og flere blufærdighedskrænkelser af unge drenge, men havde for eksempel nægtet at have haft analsex med den 12-årige dreng. Han har generelt nægtet alt i anklageskriftet, der ikke fremgår af det meget store billedmateriale.

Præsten og præstens forsvarer mente, at dommen på 10 år var en alt for hård straf. Forsvareren havde argumenteret for, at fire et halvt års fængsel var passende. Derfor er ankesagen nu overgået til Østre Landsret.

Onsdag fortsætter retssagen, hvor en række vidner skal afhøres - blandt andre forældrene til den dreng, der anmeldte sagen.

Der ventes at falde dom i sagen den 29. august. 


Nyhedsoverblik