Tidligere fremadstormende Novo halter stadig

Foto: TV ØST

Novo Nordisk forventer ikke, at tidligere tiders markante vækst vil vende tilbage næste år.

Novo Nordisk forventer, at den lave vækst fortsætter i 2018. Tidligere voksede Novo Nordisk ellers voldsomt år for år, men det stoppede i år.

Prispres i USA og midler, der går af patent, har sinket den danske producent af medicin til sukkersyge samt en stribe andre lægemidler.

- De foreløbige forventninger til 2018 i lokale valutaer indikerer en vækst på et lavt til medium encifret procentpoint, både for salget og for resultat af primær drift, skriver Novo Nordisk i regnskabet.

Læs også Novo Nordisk savner motorvej for at opretholde milliardinvestering

Nedgang på tre milliarder

I årets første ni måneder steg Novo Nordisks salg med to procent i kroner til 83,7 milliarder kroner. Nettoresultatet landede på 29,9 milliarder kroner, hvilket også er to procent mere end i samme periode sidste år.

Der forventes en lille bedring for hele året i den vækstrate, og Novo Nordisk hæver i regnskabet sine forventninger til hele året, så de nu ligger på en vækst på 2-3 procent mod tidligere 1,3 procent.

I de første ni måneder har USA spillet en rollen som den altdominerende sten i skoen. Midlet Vagifem til kvinder i overgangsalderen er løbet af patent, og der er givet større rabatter på væksthormon.

Det har sendt salget inden for divisionen "Biopharmaceuticals" ned med over tre milliarder kroner. 

Læs også Novo Nordisk Fonden smider milliarder i dansk biotekeventyr

Mindre salg og pressede priser

Samtidig er der solgt mindre af den ældre, langtidsvirkende insulin Levemir, da priserne er presset og flere skifter over til det nyere Tresiba.

Det har ført til, at USA-markedet, der tidligere voksede markant for Novo Nordisk, nu blot har stået stille i de første ni måneder af 2017.

Novo Nordisk er dog optimistiske omkring fremtiden, da flere nye lægemidler er på vej på markedet.

- Vi leverer fortsat på vores planer for 2017, og vi er meget tilfredse med den seneste tids kliniske og regulatoriske fremskridt i forbindelse med vores vigtigste produkter.

- Vi er nu i gang med at forberede den globale lancering af semaglutid, som giver en unik mulighed for at forbedre behandlingen af mennesker med type 2-diabetes, skriver administrerende direktør Lars Fruergaard i regnskabet.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App