Tidligere drabschef: Politiet forventer at finde Emilie dræbt

En tidligere drabschef forventer ikke, at politiet finder Emilie i live efter deres aktion i kolonihaver.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I går var det præcis to måneder siden, at Emilie Meng fra Korsør forsvandt.

Og chancen for at politiet finder hende levende er efterhånden lille, mener den forhenværende kriminalkommissær i Rejseholdet Kurt Kragh.

- Politiet skal altid forestille sig det værst tænkelige, og det er, at hun har været udsat for en forbrydelse, siger han til TV ØST.

Leder efter død Emilie

For nylig fandt en stor politiaktion sted i fire haveforeninger i håb om at finde nye spor i sagen. Og det mener den tidligere drabschef skyldes, at politiet har ledt efter en død Emilie.

- Når politiet leder i havekolonier, er det, fordi hun skulle ligge død og begravet der, siger Kurt Kragh.

Denne udtalelse ønsker Søren Ravn-Nielsen, der er efterforskningsleder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ikke at kommentere på.

- Baggrunden for, at vi undersøgte de kolonihaver er, fordi vi ville sikre os en ekstra gang. Vi arbejder stadig videre efter de tre arbejdshypoteser, siger Søren Ravn-Nielsen.

Politiets tre arbejdshypoteser er, at Emilie Meng enten frivilligt selv er forsvundet, at hun har været ude for en ulykke, eller at hun har været udsat for en forbrydelse.

Mange efterforskningsmuligheder

Ifølge Søren Ravn-Nielsen er der stadig mange ting at arbejde med i håb om at finde spor, der kan forklare Emilies forsvinden.

- Der er stadig en bred palet af efterforskningsmuligheder, siger han.

Derfor har man altså ikke opgivet eftersøgningen endnu.

Både Søren Ravn-Nielsen og Kurt Kragh er dog enige om, at tiden arbejder imod politiet i forhold til at finde ud af, hvad der er hændt Emilie Meng.

- Desto ældre en sag bliver, desto større er chancen for, at informationerne går i ring, siger Kurt Kragh.

Emilie Meng er sidst set den 10. juli på Korsør Station efter en bytur med sine veninder.  


Nyhedsoverblik