Telefonfup forsætter: Endnu et offer fralokkes penge

En mand har endnu en gang ringet en ældre kvinde op og udgivet sig for at være et barnebarn i pengenød. Foto: Arkivfoto

Nu er endnu en ældre kvinde blevet franarret penge. Tricktyve ringer til ældre mennesker og udgiver sig for at være deres barnebarn i pengenød.

"Kan du høre, hvem det er, bedstemor?"

Sådan har en ukendt gerningsmand typisk indledt samtalen, når han nu for ottende gang i træk inden for de sidste to dage, har ringet op til ældre kvinder for at lokke penge ud af dem.

Det fortæller Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig i Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Politiet har inden for de sidste par dage haft to forhold, hvor en mand har narret penge fra borgere. Dertil kommer i alt fem tilfælde af forsøg på bedragerier i Kalundborg, Holbæk og Køge.

Politiet har modtaget flere anmeldelser

I går modtog politiet endnu en anmeldelse fra en borger i Kalundborg. En 83-årig kvinde blev tirsdag  klokken 10.15 udsat for bedrageri.

Kvinden blev kontaktet telefonisk af en mand, der præsenterede sig som hendes barnebarn. "Barnebarnet" havde behov for penge, da han havde haft en vandskade, men han havde sagt, at hun ikke måtte fortælle om pengene til barnebarnets forældre.

Kvinden hentede pengene i banken og i en taxa blev de kørt fra Kalundborg til København, hvor ”barnebarnets kæreste” ville hente pengene.

- Vi undersøger alle sagerne og ser, om der er noget, vi kan gå efter. Taxachaufføren behøver ikke at have nogen forbindelse til gerningsmanden, siger Carsten Andersen.

Politiet ønsker ikke at oplyse beløbets størrelse. Sagen undersøges nu nærmere.

Muligvis samme gerningsmand

Ifølge politiet er det sandsynligt, at det er samme gerningsmand eller gerningsmænd i alle tilfælde.

- Der er ingen forskel fra sagerne fra i går. Det er alle gang en mand, der har ringet op, og det er samme fremgangsmåde og muligvis også samme gerningsmand som i går, siger Carsten Andersen.

Politiet advarer borgere

Politiet skal igen advare imod, at man udbetaler, henter eller på anden måde afleverer penge under lignende omstændigheder, hvis man vil undgå at blive udsat for bedrageri.

Politiet opfordrer samtidig til, at man kontakter sine ældre familiemedlemmer og gør opmærksom på, at der er bedragere på spil i øjeblikket, der forsøger at narre penge fra ældre medborgere.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App