Inden længe begynder påskeferien, hvor mange tager i sommerhus eller på familiebesøg rundt omkring i landet.
Det kommer ifølge Vejdirektoratet til at øge trafikken på vejene og vil hovedsageligt kunne mærkes på hovedfærdselsårene mellem Sjælland og Jylland samt på motorvejene til og fra Tyskland.
Man forventer især der allerede fra onsdag klokken 14.00 kommer tæt trafik på blandt andet Køge Bugt Motorvejen, Vestmotorvejen, Rute 21 til og fra Sjællands Odde og Sydmotorvejen.
Til gengæld forventer Vejdirektoratet færre biler på vejene både mandag og tirsdag inden påsken, hvilket betyder bedre plads for dem, som triller til og fra arbejde.
Udrejsetrafikken
Størstedelen af trafikken på udrejsedagene bevæger sig fra Hovedstadsområdet mod Jylland over Fyn og Sjællands Odde, samt sydover mod Tyskland. Det vil sige, at presset vil være fra øst mod vest og mod syd.
Ferieråd til køreturen
- Hvis du kan, så planlæg din rejse uden for de travleste perioder
- Søg aktuel trafikinformation, inden du kører ud
- Sæt ekstra tid af til din rejse
- Hold afstand til de forankørende
Skærtorsdag den 13. april er ifølge Vejdirektoratet erfaringsmæssigt den største udrejsedag i påsken, hvor man risikerer at få forlænget sin rejsetid i tæt trafik. Det pres på trafikken ventes især at kunne mærkes mellem klokken 10.00 til 15.00.
Hjemrejsetrafikken
Påskesøndag den 16. april og 2. påskedag den 17. april er de primære hjemrejsedage i påsken, og her vil trafikken hovedsageligt bevæge sig i østgående retning fra Jylland mod Hovedstadsområdet via Fyn og Sjællands Odde, ligesom den bevæger sig nordover fra Tyskland og fra færgerne i Rødby og Gedser.
Her vil der være rigtig mange biler på vejene, men hjemrejsetrafikken fordeler sig dog mere jævnt end trafikken på udrejsedagene.