Det vi har sammen

Taber klagesag: Grusgrav på vej til skovområde i Bromme

Danmarks Naturfredningsforening frygter, at der kommer til at være mindre og mindre skov i Sorø. Arkivfoto. Foto: Pernille Schøn Hansen

I Bromme ved Sorø skal 25 hektar skov laves om til grusgrav. Men Danmarks Naturfredningsforening er utilfredse med placeringen af erstatningsskoven.

35 fodboldbaner – eller nærmere bestemt 25 hektar – skov i Bromme Plantage skal fældes og laves om til grusgrav.

Det står klart, efter Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Sorø har tabt en klagesag i Natur- og Miljøklagenævnet, skriver Nordvestnyt.

Klagen bundede i, at der efter loven skal plantes ny skov et andet sted, hvis man fælder træerne i store områder. Men i denne her sag er den nye erstatningsskov planlagt til at ligge i Jylland og ikke i området omkring Sorø.

- Erstatning for skov, de fælder i Sorø, bør ligge i Sorø og ikke i Jylland. Vi føler ikke, der er tale om erstatning, når erstatningsskoven ikke ligger i nærheden, siger formand Niels Hilker fra DN i Sorø til Nordvestnyt.

Frygter at mere og mere skov forsvinder

Klagenævnet lægger i deres afgørelse vægt på, at der netop ér planlagt at oprette en erstatningsskov, sådan som reglerne foreskriver, ligesom der også kommer halvanden hektar ny skov for hver hektar skov, der fældes i Sorø.

Niels Hilker frygter dog, at afgørelsen kommer til at betyde, at der vil forsvinde mere og mere skov fra Sorø til fordel for andre steder. Det kan nemlig blive et stort problem.

- Hvis man kan blive ved med at fjerne skove, så er der til sidst ikke mere. Der kan opstå en dominoeffekt, siger han.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App