Borgere og erhvervslivet i Haslev har den seneste tid været mærket af utryghed.
Utryghed, som er blevet forårsaget af en gruppe unge mennesker, som har truet og overfaldet folk på byens centrale hovedgade.
Det har affødt et ønske blandt borgere om mere synlighed af politiet i bybilledet, og det forsøger politiet nu at efterleve.
- Når vi hører, at borgere er bekymrede, prøver vi selvfølgelig at tage hensyn til det. Vi prøver at vise os så meget, som vi kan, siger Jens Frederiksen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Jens Frederiksen understreger dog, at det ikke betyder flere patruljer i Haslev end andre steder i politikredsen. Alligevel har det været en rolig weekend i byen, fortæller han til TV ØST.
Politiet: En stille og rolig weekend
Selv om politiet otte gange har været ude til uroligheder i løbet af weekenden, har det været i småtingsafdelingen, fortæller vagtchefen.
Weekenden bød blandt andet på en sigtelse efter knivloven, fordi en 16-årig dreng havde en ulovlig kniv på sig, et smadret sidespejl på en parkeret bil, et par overtrædelser af ordensbekendtgørelsen og en færdselskontrol, hvor 20 køretøjer blev standset, hvoraf fem af dem blev noteret for overtrædelser.
- Weekenden er gået fint. Der har været ro, og der har kun været småting. Vi har truffet en del personer, men det er via dialog, at vi får mødt en masse mennesker derude, siger Jens Frederiksen.
Om det netop skyldes generel dialog mellem politiet og byens borgere, vil vagtchefen ikke gisne om. At der har været ro denne weekend, når politiet har været på rutinemæssig patrulje, kan skyldes mange ting, fortæller han.