Det vi har sammen

Sygeplejersker strømmer til samtalegrupper for stressramte

Foto: Arkivfoto

Hundreder af påbud fra Arbejdstilsynet er de senere år haglet ned over landets sygehuse, fordi personalet risikerer at få ondt i psyken.

Travlheden kan skabe en nedadgående spiral, der ender i udbrændthed og depression.

Stress blandt sygeplejersker er nu blevet så udbredt, at deres fagforening Dansk Sygeplejeråd flere steder i landet har oprettet samtalegrupper for stressramte medlemmer.

Alene på Sjælland har 35 sygeplejersker deltaget, siden den første gruppe blev oprettet for et halvt år siden.

Det fortæller psykolog Marianne Boje Andersen, der står i spidsen for de sjællandske samtalegrupper.

- Mange sygeplejersker går ned med flaget, fordi de oplever, at de må gå på kompromis med deres ønske om at levere en god pleje til patienterne, siger Marianne Boje Andersen og til DR P4 Sjælland fortsætter:

- Det slider på dem, for så har de ikke stoltheden med i deres arbejde, og det er vigtigt for trivslen at føle, man kan levere varen, og at patienten er tilfreds.

Arbejdsgiverne roser

Hos Dansk Sygeplejeråd understreger næstformand i Sjællands-kredsen Ulla Birk Johansen, at det er arbejdsgivernes opgave at sikre et sundt og forsvarligt arbejdsmiljø på sygehusene, men det er nødvendigt med et supplement til arbejdsgivernes indsats.

Det kan måske forebygge, at travlheden fører til en dyb nedtur for medlemmerne.

- Når de oplever, at de ligger lidt vågne om natten, føler angstsymptomer eller må gå ud og græde på toilettet for at klare arbejdet, så kan de komme med i en stressgruppe. Man behøver faktisk ikke være syg for at deltage, siger hun til DR P4 Sjælland.

Stressgrupperne bliver mødt med bifald af Danske Regioner. Formanden for sundhedsudvalget, regionsformand Ulla Astman, kalder det et udmærket initiativ.

- Det fjerner ikke vores ansvar for arbejdsmiljøet, men det er en rigtig fin opgave, fagforeningen har påtaget sig, siger hun.

Ud over Kreds Sjælland har sygeplejerådets kredse i København og i Region Midt oprettet stressgrupper for medlemmerne

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App