Sygeplejersker skal bruge robotdukker, der kan kaste op

En ny uddannelsesstrategi på Slagelse Sygehus skal styrke sygeplejerskernes faglighed og sikre kvaliteten hos patienterne. Inspirationen kommer fra USA.

Dukker, der kan græde, kaste op og gå i hjertestop er nogle af remedierne, når akutsygeplejerskerne på Slagelse Sygehus går i deres ”færdighedslaboratorium” og træner alverdens patientscenarier.

Det er en del af den nye uddannelsesstrategi på sygehuset, som betyder at sygeplejerskerne i langt højere grad end tidligere får trænet deres færdigheder. Det skal sikre patienterne en mere ensartet behandling. Inspirationen kommer fra Boston i USA, hvor et hold lokale sygeplejersker har været på kursus.

- Jeg synes, det er en god måde at lære det på - også fordi, vi kan tage det i et stille og roligt tempo i forhold til, når vi står ude i virkeligheden, fortæller akutsygeplejerske Nina Kruse.

Træner med kolleger

Der er ikke noget nyt i at øve færdigheder på dukker, men den nye metode betyder, at sygeplejerskerne på afdelingen nu jævnligt får trænet forskellige situationer med patienter i selskab med kollegaer og med en træner.

- Vi sikrer, at grundlaget for undervisningen er den samme, det er ret nyt og det  er noget helt særligt i forhold til, hvordan man tidligere har gjort, siger udviklingssygeplejerske Bettina Tomczyk.

Læger og SOSU-assistenter også med

Konceptet fra Boston startede med fokus på uddannelse af sygeplejersker, men er nu også udbredt til SOSU-assistenter og læger.

- Den her metode gør det muligt at vi bliver meget skarpere på, hvad det er, man skal lære og hvad man har behov for at træne. Men det her er noget, som vi faktisk skal bruge på alle vores sygehuse og på alle vores afdelinger og det er lige så vigtigt, siger vicedirektør på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse, Charlotte Bøll Larsen.

Ifølge Slagelse Sygehus forventer, de at udbrede den nye uddannelsesmetode til afdelinger på Ringsted og Næstved Sygehuse i løbet af 2018.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App