Sygehusdirektør forklarer: Derfor er alle fejlbehandlede kvinder ikke genindkaldt

Foto: Arkivfoto

Tre kvinder har søgt erstatning for mangelfuld brystundersøgelse fra 2013-2015. Nu svarer Vagn Bach på, hvorfor kvinder før 2016 ikke er genindkaldt.

Hidtil har der været ni kendte tilfælde af kvinder, som har fået konstateret kræft efter mangelfulde brystundersøgelser på Ringsted Sygehus. 

Nu kan Jyllands-Posten fortælle, at der kan være yderligere tre kvinder, som også har fået kræft som følge af fejlbehandlingen.

I december sidste år oplyste Region Sjælland, at der på Ringsted Sygehus i perioden marts 2013 til 2017 var blevet udført mangelfulde undersøgelser af kvinder med mistanke om brystkræft og i strid med de nationale retningslinjer på området. Sygehuset har genindkaldt de kvinder, der er blevet fejlbehandlet i perioden 1. januar 2016 – 24. maj 2017.

Men nu kan Jyllands-Posten fortælle, at tre kvinder fra før genindkaldelsesperioden har anmeldt til Patienterstatningen, at de har fået kræft som følge af mangelfulde brystundersøgelser.

Nu svarer sygehusdirektør Vagn Bach på, hvorfor genindkaldelsesperioden i første omgang er sat, som den er.

- Vi har i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed lavet nogle kriterier for, hvad vi skulle gå i gang med. Og det var at finde de kvinder, som måske havde fået kræft, men hvor det ikke var opdaget, lyder det.

Undersøger, om der er flere tilfælde

Derfor har det været vigtigt at få fat i de kvinder, som senest er blevet fejlbehandlet, og som har risiko for at have uopdaget kræft. Han forklarer, at det ikke er planen at genindkalde folk fra perioden 2013-2015, selvom der nu er kendskab til kvinder fra den periode, som har fået kræft.

- Men vi kommer til at undersøge, om der er nogle fra den periode, der har fået konstateret kræft, siger Vagn Bach.

Han fortæller samtidig, at disse kvinder skal have muligheden for at klage – præcis som de tre kvinder, Jyllands-Posten skriver om.

Er man kvinde, der er blevet fejlbehandlet i perioden 2013-2015, kan man, ligesom de tre kvinder, oprette en anmeldelse hos Patienterstatningen. Vagn Bach opfordrer desuden til at kontakte den radiologiske afdeling på Ringsted Sygehus, hvis man er berørt og i tvivl om noget.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App