Det vi har sammen

Sygehus får påbud af tilsyn: - Var der en nem løsning, havde vi gjort det

Arkivfoto. Foto: TV ØST

Nykøbing F. Sygehus har fået påbud af Arbejdstilsynet, fordi arbejdspresset er for stort. Men sygehuset er i gang med at rette op, lyder det.

Akutafdelingen på Nykøbing F. Sygehus har fået et påbud af Arbejdstilsynet.

Det skete, efter tilsynet var på besøg på sygehuset tilbage i november sidste år.

Her kunne Arbejdstilsynet ikke lide, hvad de så. Så den 9. marts i år fik sygehuset et påbud, fordi tilsynet frygtede for personalets sundhed på grund af den massive arbejdsmængde.

Det skriver Folketidende.

- Det har nok ikke forbigået nogens næser, at man ikke kun i Region Sjælland men i hele landet har oplevet en stigning i antallet af patienter, der bliver indlagt på sygehusene. Og dermed også et stigende antal patienter ikke kun på akutafdelingerne, men også på resten af sygehuset, siger Inge Paamejer, der er sundhedsfaglig vicedirektør på Nykøbing F. Sygehus, til TV ØST.

Det er på grund af arbejdspresset og den mængde opgaver, der ligger

Inge Paamejer, sundhedsfaglig vicedirektør, Nykøbing F. Sygehus

- Og det er altså med til at øge arbejdspresset for alle vores medarbejdere. Så da Arbejdstilsynet kommer på besøg i november måned og kan se, at der ligger rigtig mange patienter, så kan de også se, hvor travlt personalet har. Så det er derfor, de giver påbuddet, det er på grund af arbejdspresset og den mængde opgaver, der ligger, når der ligger rigtig mange patienter i vores senge.

Det er ikke sundhedsmæssigt forsvarligt

Ifølge påbuddet skal sygehuset sikre, at den store arbejdsmængde og tidspres på akutafdelingen ikke går ud over personalets sundhed – hverken på kort eller lang sigt.

Læs også Arbejdspres truer personales sundhed: Nykøbing F. Sygehus får påbud af tilsyn

I afgørelsen fra Arbejdstilsynet, som Folketidende har fået aktindsigt i, kan det læses:

Arbejdstilsynet vurderer, at arbejdet med patienter på Akutafdelingen (Akut 2 og 3) på Nykøbing F. Sygehus ikke er planlagt, tilrettelagt og udført, så det er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Der er risiko for, at langvarig stor arbejdsmængde og tidspres kan forringe plejepersonalets sundhed og dermed have indvirkning på plejepersonalets fysiske og psykiske sundhed på kørt eller lang sigt.

- Vi vil rigtig gerne gøre det så godt som muligt for patienterne, og personalet knokler for at løse alle de opgaver, der er, siger Inge Paamejer.

- Så selvom vi forsøger at gøre alt det, vi kan med mere personale og smidigere arbejdsgange, så har vi haft en periode, hvor det var rigtig svært at få tingene til at hænge sammen. 

Udfordret at mange patienter

I skal have det løst inden september – hvad gør I helt konkret for at rette op på forholdene?

Vi er udfordret af, at det her stigende antal mennesker, som kommer ind på akutafdelingen, det har ikke været et kortere varigt fænomen

Inge Paamejer, sundhedsfaglig vicedirektør, Nykøbing F. Sygehus

- Helt konkret sætter vi os sammen – afdelingsledelsen og arbejdsmiljøfolkene sætter sig sammen og kigger på, hvad det er for nogle arbejdsgange, vi kan regulere på – hvor er det, vi kan gøre tingene mere fleksible eller smidige, når der er rigtig mange patienter, siger Inge Paamejer og fortsætter:

- Vi er udfordret af, at det her stigende antal mennesker, som kommer ind på akutafdelingen, det har ikke været et kortere varigt fænomen. Det har været et fænomen det sidste halve-trekvart år. Når vi sætter os ned og kigger på, hvad det er for nogle løsninger, der er, så er der desværre ikke quick fixes.

- Vi kan ikke nedbringe antallet af opgaver, for patienter ligger i sengene, men vi skal sørge for, at vi får skabt nogle arbejdsgange, så når vi bliver meget belastet, kan øge patient-flowet på en anden måde. Vi har ikke en nem løsning, for havde vi det, så havde vi gjort det.

Så der er ved at blive rettet op på det nu?

- Ja, vi har en meget aktiv afdelingsledelse og afsnitsledelse, som er i gang med at se på meget konkrete arbejdsgange helt ned på detaljeplan. Og det er vi nødt til, for at få løst det her, lyder det fra Inge Paamejer.

Påbud fra Arbejdstilsynet:

  • Virksomheden påbydes at sikre, at stor arbejdsmængde og tidspres i forbindelse med arbejdet med patienter på Akutafdelingen (Akut 2  & 3) på Nykøbing F. Sygehus ikke forringer plejepersonalets sundhed.
  • Virksomheden skal sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Virksomheden skal derfor sikre, at stor arbejdsmængde og tidspres i forbindelse med arbejdet med patienter på Akutafdelingen (Akut 2 & 3) på Nykøbing F. Sygehus ikke forringer plejepersonalets sundhed på kort eller lang sigt. 
  • I skal efterkomme påbuddet senest den 15. september 2018.

Kilde: Folketidende

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App