Syg mor har bedt om hjælp i næsten tre år: Jeg kan ikke tage mig ordentligt af min søn

Stine Mortensen beder om hjælp til sin søn. På trods af en række underretninger fra fagpersoner er der stadig ingen aflastning fra kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Herinde bor min seks-årige søn, siger 35-årige Stine Mortensen.

Hun peger ind i et børneværelse fyldt med legetøj og en stor farverig køjeseng.

Her bor hendes søn, der er omdrejningspunktet for en sag i Næstved Kommune, som hun har bedt om hjælp til. Stine Mortensen erkender, at hun ikke kan tage ordenligt vare på sin søn, og hun mener, at han har bedst af at få en aflastningfamilie. 

Stine Mortensen viser indenfor i sin handicapbolig, som har 24 boliger med ældre mennesker som nærmeste naboer. Det er en lille tre værelses lejllighed, som er anvist af kommunen, og som tydeligt bærer præg af, at der bor en lille dreng og en mor, der har hjælpemidler som rolator, handicaptoilet og et handicapvenligt køkken. 

quote Det er rigtig hårdt, fordi jeg er kørt helt i sænk nu. Helt ned

Stine Mortensen

"Jeg har brug for hjælp"

Stine Mortensen arbejder ikke, fordi hun er syg fysisk og mentalt med diagnoser som gigt, depression og angst. Sønnens far har ingen kontakt til dem, og Stine Mortensen har ingen familie eller venner i nærheden, som kan hjælpe hende med sønnen. 

Og så får hun massiv støtte af Næstved Kommune i form af hjemmehjælp og rengøring.

- Det er forfærdeligt. Det er rigtig hårdt, fordi jeg er kørt helt i sænk nu. Helt ned. Og det kan godt være, jeg ikke ser sådan ud lige nu, men indvendigt så er jeg, siger Stine Mortensen.

Siden 2015 har hun fortalt Næstved Kommune, at hun ikke kan klare sig alene med sin søn og har efterlyst hjælp og aflastning. En ærlig og modig udmelding, mener hun selv. 

– Det er ikke sjovt at føle sig magtesløs til sidst, men jeg føler mig jo magtesløs, fordi jeg har forsøgt alt og prøvet at råbe kommunen op, siger Stine Mortensen.

Sagens dokumenter viser tydeligt, at hun har bedt Næstved kommune om hjælp siden 2015 i form af telefonopkald og mails til kommunen samt samtaler hos sin egen læge, som har lavet underretninger til kommunen.

En af gangene, den 18. maj 2017, ringer Stine Mortensen selv til Næstved Kommune og fortæller en sagsbehandler i telefonen, at hun er despressiv, er begyndt cutte sig selv og ikke selv magter at passe sønnen - og beder om aflastning. Det fremgår af sagens dokumenter. 

Under vores besøg må hun tage flere hvil og pauser for at kunne holde til at tale om sin søn, og fordi hendes sygdomme belaster hende. 

TV ØST indsigt viser: Flere underretninger fra læger og fagfolk

Stine Mortensen står ikke alene med sin bekymring for sønnen og hendes sin rolle som mor.
TV ØST har fået indsigt i sagens akter, og den viser adskillige underretninger til Næstved Kommune fra fagfolk og læger.

Den 10. juli 2015 kommer den første underretning til Næstved Kommune. En sagsbehandler påpeger, at Stine Mortensen har svært ved forældrerollen og er ved at give helt op.

Hun skriver: ”Der er behov for at blive taget hånd om Stine og især den lille dreng, inden han bliver skadet i sin udvikling”.

Herefter kommer flere underretninger men også rykkere for manglende svar fra sagsbehandlere, der behandler hendes sag om ikke at kunne arbejde, egen læge, Smerteklinikken, en psykiater og sønnens skole. 

TIDSLINJE

10.07.2015: Underretning, sagsbehandler RE

20.08.2015: Rykker, sagsbehandler RE

26.01.2017: Underretning, sagsbehandler BJ

30.01.2017: Underretning, egen læge

22.02.2017: Rykker, sagsbehandler BJ

13.03.2017: Underretning, Smerteklinikken

10.05.2017: Underretning, egen læge

15.06.2017: Underretning, skolen

28.06.2017: Udtalelse fra psykiater


Kilde: Indsigt i Stine Mortensens sag fra Næstved Kommune

Den 10. maj 2017 sender familiens egen læge en underretning med ”svær bekymring for denne drengs trivsel”. Lægen fortæller, at moderen har selvskadende adfærd og ikke magter at passe sønnen.

En måned senere kommer der en underretning fra sønnens skole. Skolen skriver: 

”Vi er bekymrede for, at den udvikling han viser nu, vil bevirke til senere skader af hans sociale og
relationelle kompetencer.”

I årene, hvor er der underretninger, iværksætter Næstved Kommune flere børnefaglige undersøgelser af sønnen. I en af dem, dateret den 11. maj 2017, skriver en sagsbandler:

”… I de perioder, hvor mor har det meget dårligt ses der risiko for Maritinius lider overlast, hvorfor det vurderes, at det er meget vigtigt at afdække Martinius behov for særlig støtte yderligere. Aktuelt vurderes det at være afgørende, at mor får støtte for at kunne rumme egne belastninger uden at overføre dem i relationen til Martinius”. 

Men her næsten tre år efter den første underretning, er der stadig ingen aflastning.

Børns Vilkår: Kritik af Næstved kommune 

Underretning:

Både fagpersoner og almindelige borgere har pligt til at underrette kommunen, hvis man er bekymret for et barns trivsel og udvikling.

Landsorganisationen Børns Vilkår arbejder dagligt med svigt af børn og har gennemgået hele sagen for TV ØST. Specialkonsulent Anette Brøndum Sørensen har mange års erfaring med sager som disse, og hun har læst de mere end 200 sider, som sagen fylder indtil nu. 

Mener du, at Næstved Kommune har behandlet den her sag tilstrækkeligt?
- Nej, det synes jeg ikke, når man læser underretningerne, for de bliver mere og mere bekymrende. Og det, man har hjulpet med, er familiebehandling eller rådgivning. Og det er indirekte hjælp. Men ud fra de problemer, som moderen står i, så er det ikke tilstrækkeligt, siger Anette Brøndum Sørensen, specialkonsulent hos Børns Vilkår. 

Men når Børns Vilkår læser om sagen, er især en ting alarmerende:

- De underretninger, der ligger, er værre, end de var i 2015. De er mere bekymrende. De beskriver en større grad af bekymring fra folk og professionelle, der kender moderen og drengen, siger Anette Brøndum Sørensen.

Hvad tænker du så om, at der ikke bliver reageret?

- Jeg tænker, at det kan have rigtig store konsekvenser for ham på længere sigt, og han kan få et rigtig svært liv, fordi han er på vej ud i en fejludvikling. Og fordi det kan have så store konsekvenser for ham, når han bliver ældre.

Må ligge ned 80 procent af dagen

Tilbage hos Stine Mortensen. Hun viser rundt på sønnens værelse.

Hvad er han for en lille dreng?

- Han er meget aktiv. Han elsker håndbold. Kan godt lide fodbold. Kan godt lide løb. Og vil gerne deltage til alle de der ting. Men det er også svært for mig at følge med. 

quote Jeg tænker, at det kan have rigtig store konsekvenser for ham på længere sigt

Anette Brøndum Sørensen, specialkonsulent hos Børns Vilkår

Der hænger diplomer fra skoleløb og medaljer overalt, der er plads til et lille søm i væggen på børneværelset og i stuen. 

Hvem sørger egentligt for, at han kommer op om morgenen og i skole?

- Det er ham, der vækker mig i mine dårlige perioder. Så er det ham, der sørger for det. Desværre.

De to hygger sig så godt, de kan med de skolearangementer og legeaftaler, som Stine Mortensen kan overskue. Men hun erkender, at hun må ligge ned cirka 80 procent af dagen og er meget begrænset fysisk og mentalt. 

Hvordan tror du, det er at være din søn og bo herhjemme lige for tiden?

- Jeg tror ikke, det er sjovt altid. At have og se en mor, der er syg og ikke har det godt. Det tror jeg ikke.

Børns vilkår: Sønnen skal i aflastning nu

Stine Mortensen er i sidste uge blevet indkaldt til et nyt møde om mulighed for at få familiebehandling, og så vil de påbegynde endnu en undersøgelse af mor og barn. Men det er ifølge Børns Vilkår ikke godt nok.

- Det betyder jo ikke, at man ikke kan sætte noget hjælp i gang sideløbende. Altså hvis man vurderer, at der er brug for aflastning, og at han skal være i et andet miljø eller familie i de perioder, hvor moderen har det så dårligt, så kan man jo sagtens gøre det, uden at man har lavet de undersøgelser. Dem kan man lave sideløbende, siger Anette Brøndum Sørensen. 

Hver dag er i forvejen en kamp for Stine Mortensen. Hun håber på at få hjælp til sin søn, så han kan få det bedre, og hun kan få en pause og dermed måske få mere overskud til at være alenemor og syg samtidigt. 

- Jeg er derude, hvor jeg ikke føler, at jeg altid kan tage vare på min søn, desværre. Det er ikke sjovt at sige. Og jeg føler ikke, det er sjovt at sidde her og sige det.

Næstved Kommune svarer på kritikken i TV ØST´s nyhedsudsendelse i aften klokken 19.30.


Nyhedsoverblik