Svensk gigant besejrer Slagelse-firma i retten: Det er fuldstændig galimatias

Det er denne model, Sejs Dyner er blevet dømt for at have solgt. Billedet stammer fra domsskriftet fra Sø- og Handelsretten. Foto: Turiform

En sengetøjsforretning i Slagelse er blevet idømt at betale erstatning, fordi én af deres varer ligner et design ejet af sengetøjsgiganten Hästens.

- Når de store firmaer knalder sammen, er der nogle af os andre, der kommer i klemme.

Sådan siger Thomas Sejs, indehaver af Sejr Dyner i Slagelse, efter han er blevet dømt til at betale sengetøjsgiganten Hästens 30.000 kroner i erstatning - en tiendedel af den samlede erstatning i sagen, hvor flere andre forhandlere også var sagsøgt.

Hvorfor skal man som en lillebitte butik, der køber sengetøj af en stor leverandør og sælger det i Slagelse, trækkes i retten?

Thomas Sejs, indehaver af Sejs Dyner

Dommen faldt mandag i Sø- og Handelsretten efter en længere sag, som startede, fordi svenske Hästens mente, at firmaets varemærke på bestemte design af sengetøj blev krænket af en leverandør og flere forhandlere i Danmark.

- Det er fuldstændig galimatias

Blandt forhandlerne er Sejs Dyner, der hele tiden har været særdeles uforstående over for, hvorfor de overhovedet endte som en del af søgsmålet.

Sejs Dyner har nemlig bare købt nogle varer af en etableret sengetøjsleverandør, Nordicform, og stolet på, at alt var i orden.

- Det, som for mig er irriterende, er, at vi gennem mange år har købt varer af et meget stort, norsk firma (Nordicform, red.), og pludselig kommer Hästens og siger, at producenten ikke har rettigheder til det i Danmark. Og så går Hästens efter os, der sælger det, og som bare har købt det hos en stor og respekteret leverandør. Det svarer lidt til, at Coca-Cola sagsøger en kiosk, fordi deres leverandør ikke havde rettigheder til at sælge Coca-Colas varer. Det er fuldstændig galimatias, siger Thomas Sejs og fortsætter:

- Hvorfor skal man som en lillebitte butik, der køber sengetøj af en stor leverandør og sælger det i Slagelse, trækkes i retten? Jeg har brugt uanede mængder tid på det her.

Omkostninger dækkes af leverandør

Hästens havde håbet at få i alt én million kroner i erstatning fra de fem sagsøgte firmaer, men endte altså med blot 300.000. Det faldt sådan ud, fordi Sø- og Handelsretten kun fandt det bevist, at ét design, New Check i marineblå, overskrider Hästens varemærke.

Heldigvis for Thomas Sejs og Sejs Dyner ender sagen på trods af nederlaget i retten ikke med at koste mere rent økonomisk. De har nemlig indgået en aftale med leverandøren Nordic Form, der dækker erstatningen samt sagens omkostninger.

Læs også Blåternet sengetøj sender Slagelse-forretning i retten

Thomas Sejs er dog stadig frustreret over sagsforløbet, og det er fortsat svært for ham at forstå, hvorfor netop hans butik skulle indblandes. Over for TV ØST vurderer han, at omkring 70 danske butikker har forhandlet marine-farvet New Check-sengetøj.

- Og så har man pillet et par forhandlere ud. Men hvorfor har man ikke bare kørt sagen mod Nordicform? Det er dét, jeg mener er forkert, siger Thomas Sejs.

Udover Sejs Dyner og Nordicform er også Magasin du Nord, Drømmeland og Westergaard Gardiner - Bolig Form dømt til at betale erstatning.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App