Suveræn Holbæk-svømmer klar til OL-semifinale

Rikke Møller Pedersen fra Holbæk Svømmeklub viste klassen, da hun vandt sit indledende heat i 200 meter bryst ved OL i Rio.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den danske verdensrekordholder Rikke Møller Pedersen svømmede sig onsdag aften i OL-semifinalen i 200 meter bryst.

Med tiden 2 minutter og 22,72 sekunder var der ingen tvivl om, at Holbæk-svømmeren blev klar til semifinalerne i favoritdisciplinen, selv om der resterede to heat. Rikke Møller Pedersens tid viste sig også at være den hurtigste af alle i vandet.

Det danske medaljehåb er indehaver af verdensrekorden på distancen, og hun lagde ud som næsthurtigste efter de første 50 meter i tiden 32,85 sekunder.

Andenpladsen blev holdt, inden Rikke Møller Pedersen tog fra og vandt foran Molly Renshaw fra Storbritannien og Jessica Vall Montero fra Spanien, som blev nummer tre.

Rikke Møller Pedersen fik dermed hurtig oprejsning, efter at det ikke lykkedes at nå med i finalen på den halve distance.

Der svømmes semifinaler i 200 meter bryst natten til torsdag.

  /Ritzau/


Nyhedsoverblik