Sunket båd satte større eftersøgning i gang

En sunket båd i vandet ud for Stevns betød at Søværnet satte en større eftersøgning i gang for at finde ejeren.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mast fra en 27 fods træbåd blev set stikke op af vandet ud for Kystvejen i Strøby på Stevns lørdag morgen klokken 09. 

Vidner havde desuden set skibet ligge for anker tidligere på morgenen klokken 05 samme sted og længere ude fredag aften klokken 19.

Det fik Søværnet til at sende skibe og en helikopter til stedet for at finde ejeren af båden. Der blev også sendt dykkere i vandet for at lede efter eventuelle forulykkede.

Men det var på land, politiet fik kontakt til føreren af båden.

Tog i land efter søsyge

Skibets fører viste sig at være en 32-årig mand fra Vedbæk. Han forklarede til politiet, at han sammen med en kammerat lå for anker på stedet fredag aften, og var taget i land med en gummibåd, og at de fredag aften tog til København.

- De forlader båden, fordi de siger, de bliver søsyge. De kommer i land ved hjælp af en gummibåd, og så tager de hjem til København, fortæller Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Da de to kammerater ankom lørdag til stedet, så de Søværnet og politiet og undlod at kontakte dem. 

- Så tager de derned næste dag, og af en eller anden uforklarlig grund henvender man sig ikke til hverken politi eller Søværnet, som er tilstede, men man smutter bare igen, fortæller Carsten Andersen.

Kan udløse erstatningskrav

Politiet undersøger nu sagen nærmere. Det kan ikke udelukkes, at der vil blive tale om et erstatningskrav over for ejeren for assistance fra Søværnet.

- Det at man ikke henvender sig, gør jo, at Søværnet bruger en masse tid på at skulle lede i den båd for at se, om der er nogen ombord, siger Carsten Andersen og fortsætter:

- Det kan godt risikere at udløse et erstatningskrav, fordi det kunne være undgået meget nemt, hvis man havde henvendt sig, da man ser, at der er de her ting i gang der, siger han.

 

 


Nyhedsoverblik