Styrelse undersøger troldænder på Møn for fugleinfluenza

Der er fundet fugleinfluenza i vilde fugle ved den tyske og polske Østersøkyst, og nu undersøger Fødevarestyrelsen døde troldænder på Møn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fødevarestyrelsen tager ingen chancer, når det kommer til den alvorlige fugleinfluenza af typen H5N8.

Der er for nylig fundet fugleinfluenza i vilde fugle i både Tyskland og Polen, og styrelsen er netop nu ved at undersøge en gruppe døde troldænder fundet ved Stege på Møn.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Følg anbefalingerne

På nuværende tidspunkt er der ikke fundet fugleinfluenza i Danmark, men Fødevarestyrelsen anbefaler alligevel, at fjerkræsejere holder deres fugle inden for og følger anbefalingerne for smittebeskyttelse.

En af anbefalingerne er, at man vander og fodrer sine fugle indendørs eller under fast tag, så foderet og vandet ikke kommer i kontakt med vilde fugle.

Derudover skal du tage kontakt til Fødevarestyrelsen, hvis du finder flere døde fugle på samme sted. Du kan læse mere om fugleinfluenzaen her.

Fakta om fugleinfluenza

  • Fugleinfluenza smitter normalt ikke til mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle. Læs mere om risikoen for smitte til mennesker på Statens Serum Instituts side om fugleinfluenza.
  • Hvis du har rørt ved en død fugl, bør du for en sikkerheds skyld vaske hænderne grundigt med vand og sæbe.
  • Den type fugleinfluenza, der nu er fundet er af den højpatogene type H5N8. Det vil sige, at den medfører høj dødelighed blandt de fugle, der bliver ramt.

 


Nyhedsoverblik