Stort tordenvejr ramte regionen i nat: Det gav skybrud flere steder

Et voldsomt tordenvejr ramte torsdag aften vores region. Her ses et lyn over Vordingborg. Foto: Per Rasmussen

Masser af lyn og kraftig regn blev gaven til de vågne danskere i nat. Flere steder er der faldet så meget regn, at det gav problemer.

Oversvømmede kældre og vand på vejene.

Det store tordenvejr torsdag aften blev flere steder så kraftigt, at det skabte problemer.

Det oplyser Falck Skadeservice, der i løbet af natten har haft en række opgaver som følge af det dårlige vejr. Det fortæller områdeleder Kim Iversen til TV ØST.

- Vi har haft ture på grund af vejret hele natten, og vi forventer, at det fortsætter, eksempelvis når folk får tjekket deres sommerhuse, siger han til TV ØST.

Flere steder er der også meldinger om kæmpestore vandpytter på vejene, der gav risiko for aquaplaning.

Forestilling blev aflyst

Det store uvejr ramte Maribo midt i første akt ved premiere-forestillingen på stykket Doktor Zhivago, der opføres som friluftsforestilling i Hylddalen.

De mange lyn og den kraftige regn fik Nøregadeteateret til at stoppe forestillingen. Gæsterne kan i stedet komme ind og se en anden forestilling, oplyser teateret på Facebook.

Store forskelle

DMI arbejder fortsat på at gennemgå data fra regnvejret, og ønsker ikke at komme med endelige udmeldinger før det arbejde er afsluttet - men meget tyder på, at der flere steder på Sjælland og øerne har været tale om egentlige skybrud.

Samtidig har den voldsomme blæst i forbindelse med stormen Johanne betydet vindstød af stormstyrke målt ved Røsnæs ud for Kalundborg, oplyser DMI til TV ØST.

Tal fra DMI's Borgervejr hentet på DMI.dk viser dog, at der er store forskelle i nedbørsmængderne ud over regionen.

  • Benløse 5,9 mm
  • Fensmark 3,1 mm
  • Flakkebjerg 3,7 mm
  • Gedser 10,6 mm
  • Havnsø 5,6 mm
  • Holbæk 3,1 mm
  • Mern 19,2 mm
  • Røsnæs 5,8 mm
  • Søllested 8,9 mm

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App