Stort borgermøde i protest mod udrejsecenter - flere hundrede har meldt deres ankomst

Integrationsminister Inger Støjberg (V). Foto: TV ØST

Lindholm i Stege Bugt. Foto: TV ØST

1 af 2

Mandag aften er der borgermøde i Vordingborg om det kommende udrejsecenter på Lindholm, hvor ni politikere fra Christiansborg deltager.

- Vi vil gerne høre jeres mening om, hvordan vi løser den udfordring, der er med udviste kriminelle flygtninge, hvordan man bevarer trygheden i det nærmiljø, der skal huse de udviste i et udrejsecenter, hvilke lokale hensyn man vil tage og hvordan man forholder sig til sikkerheden.

Sådan lyder det i invitationen til politikerne. For mandag aften er de invitereret til borgermøde i DGI-huset i Vordingborg om det kommende udrejsecenter på øen Lindholm. Øen skal fra 2021 huse udviste udlændinge, som er dømt for kriminalitet eller som er på tålt ophold.

Vi er meget glade for, at integrationsministeren ved sin deltagelse viser, at hun tager de fremsatte protester og kommende problemer alvorligt

Peter Brinch, formand, Debatforeningen Folkemøde Møn

Mødet begynder klokken 19.00, og på Facebook er der cirka 300 personer, der har tilmeldt sig arrangementet.

- Vi sætter 400 stole op, og så har vi flere stolepladser bagved. Vi har plads til rigtig mange, lyder det fra Bjarne Malmros, der er direktør i DGI-huset.

Ni folkevalgte politikere deltager

Integrationsminister Inger Støjberg (V) vil deltage i borgermødet, hvilket glæder arrangøren bag mødet.

- Vi er meget glade for, at integrationsministeren ved sin deltagelse viser, at hun tager de fremsatte protester og kommende problemer alvorligt, siger Peter Brinch, formand for mødets arrangør, Debatforeningen Folkemøde Møn.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lindholm skal omdannes til center for udviste kriminelle udlændinge. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen

Inger Støjberg afløser Marcus Knuth (V), integrationsordfører, som ellers havde accepteret invitationen. Hun ser det som rimeligt, at de bekymrede borgere kan stille spørgsmål direkte til hende, forklarer hun til Ritzau.

- Beslutningen om udrejsecentret ligger fast. Men jeg er meget villig til at lytte til ønsker om alt fra polititilstedeværelsen til dialogen med lokalbeboerne.

- Jeg er udmærket klar over, at der både er kritik og utryghed, så jeg vil gøre mit bedste for at besvare deres spørgsmål så godt som muligt, siger Støjberg.

Udover ministeren dukker René Christensen (DF), Jacob Mark (SF), Zenia Stampe (R), Eva Flyvholm (Enh), Magnus Heunicke (S), Rasmus Nordqvist (Alt), Naser Khader (K) og Henrik Dahl (LA) op til borgermødet.

Borgere i protest

Bekymringen blandt borgerne i og omkring Kalvehave, som er første stoppested fra øen Lindholm, er stigende.

Det kom til udtryk den 13. december, hvor der var borgermøde for indbyggerne i Kalvehave-området om udrejsecenteret på Lindholm.

Her dukkede flere end 200 borgere op for at vise deres modstand. En af dem var Steen Werning.

- Jeg håber, at de lytter til os, og forstår at de skal passe på os. Når de forstår det, så vil de også forstå, at der ikke skal være noget udrejsecenter på Lindholm, sagde han.

Åbner i 2021

Planerne om et udrejsecenter på Lindholm blev offentliggjort med regeringens og Dansk Folkepartis finanslovsaftale, som de præsenterede den 30. november.

Udrejsecenteret bliver ikke et fængsel, men et opholdssted, hvor udlændingene kan tage færgen frem og tilbage fra øen. Udlændingene har dog opholdspligt om natten.

Artiklen fortsætter under billedet.

Øen Lindholm ligger i Stege Bugt. Foto: TV 2 Grafik

DTU, som i øjeblikket holder til på øen, fraflytter næste år. Herefter begynder arbejdet med at etablere udrejsecenteret. Det forventes, at de udviste udlændinge skal flytte ind i 2021.

Udrejsecenteret kommer til at koste 759 millioner kroner.  

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App