Det vi har sammen

Stormen Urd rammer Danmark mandag middag

Foto: TV ØST

Vinden tager til i løbet af dagen og når op på orkanstyrke. DMI advarer mod at gå ud i aften- og nattetimerne.

Stormen Urd bevæger sig mod Danmark, hvor den vil gå i land langs den jyske vestkyst og i Nordjylland mandag middag og efterhånden også ramme Bornholm i løbet af eftermiddagen.

Det oplyser vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Henning Gisselø tidligt mandag morgen.

- Det starter ved middagstid, hvor vi får kuling med vindstød af stormstyrke, siger han.

- Når vi kigger frem mod mandag aften og natten til tirsdag, bliver det endnu mere blæsende. Klokken 18 opgraderer vi til et decideret stormvarsel med vindstød af orkanstyrke.

Hold dig indenfor

Vindstød af stormstyrke ligger mellem 25 og 28 meter per sekund. Derimod er vindstød af orkanstyrke på mellem 32 og 35 meter per sekund.

- Når vi kommer derop, vil jeg absolut anbefale, at hvis man ikke nødvendigvis skal ud især i aftentimerne og den kommende nat, så skal man holde sig indenfor, siger Henning Gisselø og tilføjer:

- Det er simpelthen for farligt at gå ud. Der blæser for mange ting rundt i luften.

Stormvarslet med vindstød af orkanstyrke gælder frem til tirsdag klokken 6. , Det omfatter den jyske vestkyst, Nordjylland og Bornholm.

I resten af landet vil der fra mandag aften til tirsdag morgen være risiko for kuling med vindstød af stormstyrke.

Giver forhøjet vandstand

Urd skulle være passeret tirsdag morgen, hvor DMI regner med at kunne afvarsle igen.

- I løbet af tirsdagen bliver det noget mere fredeligt, siger den vagthavende meteorolog.

Stormen forventes at give forhøjet vandstand i store dele af landet.

- Der er forhøjet vandstand rigtig mange steder. Både langs hele den jyske vestkyst, ved den vestlige del af Limfjorden og langs nordkysten af Fyn og Sjælland inklusiv Isefjord og Roskilde Fjord. Så det er en ordentlig mundfuld, siger Henning Gisselø.

Sjælland forforbereder sig 

Midt- og Vestsjællands Politi fortalte søndag, at man har forberedt sig på stormen.

- Vi har gennem erfaringerne fra de tidligere storme med forhøjet vandstand lært, at vi skal være i gang i god tid med at koordinere indsatsen mellem myndighederne, skriver politiinspektør Jens Børsting i en meddelelse.

Derfor hedder stormen Urd

Stormen hedder Urd, fordi de norske myndigheder var de første til at opdage den. De navngav stormen, og for at undgå mere forvirring end højst nødvendigt har DMI givet stormen samme navn.

Urd er en af de tre norner fra den nordiske mytologi. De tre norner spinder dødelige skæbner under træet Yggdrasil

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App