Store rejsedag: Scandlines forventer 15.000 biler ombord

Det er en af de absolut mest travle dage i færgeterminalen i Rødbyhavn. Sommerferien er for alvor begyndt, og flere tusind bilister triller ombord mod Tyskland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

For langt de fleste er sommeren allerede begyndt og ved færgeterminalen i Rødbyhaven er feriefolket hele dagen ankommet i hobetal.

Scandlines melder da også om en af de absolut mest travle dage hos dem – alene til Puttgarden i Tyskland, forventer rederiet, at op mod 15.000 bilister dagen igennem vil snegle sig ombord på en af færgerne, der sejler i døgndrift hver halve time.

- Det er en af de allerstørste rejsedage og vi har forberedt os grundigt. Vi har indkaldt ekstra personale og har sat gratis is til rådighed, hvis det mod forventning skulle vise sig, at kunderne kommer til at vente lidt, fortæller pressechef i Scandlines, Anette Ustrup Svendsen.

I løbet af weekenden alene forventer Scandlines at få op mod 100.000 passagerer gennem tælleapparaterne ved overfarten fra Rødbyhavn.

- Succeskriteriet er jo, at vores kunder får en god oplevelse, at de mærker at der er styr på det, siger Anette Ustrup Svendsen.

Generelt melder sommerferien for alvor nu indpas i regionen. Også på Storebælt krydser adskillige biler i dag – forventningen er over 40.000 i løbet af det her døgn.

Ifølge Scandlines forventer de en ganske travl weekend i næste uge med. Og opfordringen er, at man skal tage af sted enten tidligt eller sent mod færgen, hvis man helt vil undgå at sidde i kø.

- Vi anbefaler ligesom Vejdirektoratet, at tage af sted på lidt skæve tidspunkter, altså enten om morgenen eller sent om aftenen, lyder det fra Scandlines.

Derudover kan du også undgå tidsrummet fra 11-12, hvor der ifølge pressechefen er allermest pres på terminalen ved Rødbyhavn.

 


Nyhedsoverblik