Store mængder regn til regionen i nat

Varslet om kraftig regn over regionen holdt stik. Faxe fik eksempelvis hele 50 millimeter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det har været en våd aften og nat mange steder i regionen.

Oktober-vejret lukkede sluserne op og sendte store mængder nedbør ned over især den østlige og den nordvestlige del af regionen.

- Siden regnen tog til, er der målt 50 millimeter nedbør i Faxe og 34 millimeter i Kalundborg, siger Dan Nilsvall, der er vagtchef hos DMIs vejrtjeneste.

Lige på den anden side af regionsgrænsen i Bjæverskov mellem Ringsted og Stevns er der faldet hele 80 millimeter.

- Regnvejret begyndte sidst på eftermiddagen og har så varet ved det meste af natten. Til morgen er der stadig byger over især det vestlige Sjælland, men også de begynder at miste intensitet, forklarer Dan Nilsvall.

Til de regnvåde områder er der dog gode nyheder på vej, hvis tørvejr står øverst på ønskelisten.

- Bygerne er på vej væk. I løbet af formiddagen bliver regnmængden mindre og mindre, og hen ad formiddagen bliver det mest tørt. Herefter kan vi også muligvis få en smule sol at se. Så alt i alt ser vi ud til at få en fin start på ugen, siger vagtchefen. 


Nyhedsoverblik