Stor efterlysning af politiet: Flere ejere får deres tyvekoster igen

I Slagelse efterlyste lokalpolitiet ejerne til en bunke tyvekoster i sidste uge. Nu har 18 familier og personer fået deres ejendele tilbage.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en lidt speciel efterlysning i sidste uge, er en hel del tyvekoster nu blevet hentet af deres rette ejere hos lokalpolitiet i Slagelse.

Tyvekosterne stammer fra omkring 25 indbrud flere steder i landet. De er fundet i forbindelse med ransagninger hos Midt- og Vestsjællands Politi, Fyns Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Tyvekosterne kommer blandt andet fra en række indbrud i Slagelse og omegn, som blev begået i starten af december sidste år. Her registrerede man 28 indbrud over en weekend.

Læs også
Politi efterlyser ejermænd til bunker af tyvekoster
Læs også
Politi efterlyser ejermænd til bunker af tyvekoster

Politiet har både efterlyst ejerne til de mange tyvekoster på deres Facebookside, men også i avisen Sjællandske og på TV ØST i sidste uge.

18 familier har fået deres ting tilbage

Efterfølgende har de fået mange henvendelser fra hele landet. Nu har 18 familier eller personer fået deres ejendele tilbage. 

Det er politiassistent hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Jan Worm, godt tilfreds med. 

- Der er ikke ret mange ting tilbage. Vi har udleveret rigtig meget efterhånden, så det er vi rigtig glade for. Det er jo en del af det her med at få opklaret et indbrud - det er også, at vi finder tyvekosterne og får genkendt dem, siger han og fortsætter:

- Vi er glade for at hjælpe folk, og vi er også glade for at kunne opklare indbruddene, for så kan vi få givet gerningsmændene en straf for det her.

Her er nogle af de ting, Niels Larsen fra Slagelse har fået tilbage, efter han havde indbrud i sit hjem i december sidste år.
Her er nogle af de ting, Niels Larsen fra Slagelse har fået tilbage, efter han havde indbrud i sit hjem i december sidste år. Foto: Ida Kristensen - TV ØST

Ikke ubetinget glad for gensynet med ejendele

Niels Larsen fra Slagelse havde selv indbrud i sit hjem den 1. december sidste år. Det var anden gang, familien blev udsat for indbrud.

Mandag fik han så blandt andet et ur, bøger, en creme og chokolade tilbage. Men han var ikke ubetinget begejstret for at se sine ejendele igen.

- Det er fint nok at få det. Men alligevel - der er nogle fremmede, der har haft fat i tingene. Det kan godt være, det er lidt sippet at sige, at de har rørt ved det. Hvad er det for nogle typer, der har haft fat i det?, siger Niels Larsen.

- Det kan godt være, man lige skal hjem og have kigget lidt på det og få det tørret lidt af, siger han.

Niels Larsen er dog meget tilfreds med familiens forsikringsselskabs indsats. Desuden har politiet været yderst hjælpsomme, fortæller han.


Nyhedsoverblik