Stor succes med at genbruge plasticaffald i Holbæk

Et forsøg i Holbæk med at genbruge plastic fra husholdningsaffald er endt med banebrydende resultater på europæisk plan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kommunerne skal senest i 2022 genbruge mindst 50 procent af husholdningsaffaldet.

Derfor rullede der sidste år en ekstra affaldsbeholder ind i indkørslen hos de 25.000  husstande i Holbæk kommune. Nu skulle borgerne, der ellers allerede sorterede grundigt, også sortere metal og plastic serarat.

Især plastic fra husholdningen er svært at genbruge, fordi der findes mange forskellige typer plastic, og det er godt og grundigt rodet sammen hjemme i vores skraldespande. Genbrug kræver derfor grundig sortering, og det har ingen rigtig haft succes med.

quote - Det endte med, at vi kunne genbruge 100 procent

Jan Bybjerg Pedersen, forretningsudviklingschef hos Schoeller Plast A/S

- Der er andre kommuner, der prøver at genbruge plastic fra husholdningen. Men de sender plasticaffaldet til udlandet til automatiske anlæg, der ikke sorterer det ret godt. Det ville vi ikke, så vi lavede vores eget sorteringsanlæg, fortæller Lærke Ærenlund, som er innovationskonsulent i det kommunale affaldsselskab, Fors A/S.

Håndsortering i Tornved

Med støtte fra Miljøstyrelsen blev sorteringsanlægget bygget på genbrugspladsen i Tornved.

Herfra blev den sorterede platic sendt op til virksomheden Aage Vestergaard Larsen i Mariager, der er specialister i at oparbejde plasticaffald til såkaldt granulat, der kan genanvendes i industrien.

Granulaten blev så sendt retur til Schoeller Plast A/S i Regstrup, lidt uden for Holbæk, der skulle prøve at genbruge den.

100 procent succes

Håbet var at lave affaldsspande, hvor 20 procent var af genbrugsplastic, men forsøget gik ud over al forventning.

- Det endte med, at vi kunne bruge 100 procent, fortæller Jan Bybjerg Pedersen, forretningsudviklingschef hos Schoeller Plast A/S, og fortsætter.

- Hvis vi kan få råvarer i den kvalitet baseret på husholdningsaffald, så giver det nogle muligheder, ikke kun for os, men for hele plasticindustrien, og selvfølgelig også vores samfund, ved at vi kan bruge ressourcerne på den rigtige måde.  

Grøn gevinst - måske også en økonomisk

I øjeblikket evaluerer Fors A/S forsøget. Den grønne gevinst er allerede hjemme, og måske er der også en økonomisk. I hvert fald hvis flere kommuner gør det samme som Holbæk.

- Vores udfordring er, at vi kun har små plastmængder. Hvis det her skal være en rigtig god business case, skal vi have meget større mængder plast. Men så tror jeg også, at det ville hænge sammen og være en god ide, også økonomisk, er Lærke Ærenlunds umiddelbare vurdering.

Borgerne i Holbæk har i år fisket 320 tons plasticaffald op af deres skraldespande og genbrugt. Det betyder, at mængden af restaffald er faldet med ti procent.


Nyhedsoverblik