Stor stigning i arbejdsulykker i Region Sjælland

Der er en stor stigning i antallet af arbejdsulykker i Region Sjælland, der er vokset fra 7 til 30. Forbund vil have styr på, om det skyldes vold.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fem ud af femten af landets største kommuner har ikke overblik over antallet eller udviklingen af vold og trusler på socialpsykiatriske bosteder. Andre kommuner og regioner har kun registreret antallet af arbejdsulykker, men de har ikke et samlet overblik over hændelser med vold og trusler. Det viser en aktindsigt, som Fagbladet FOA har fået hos de 5 regioner og 15 største kommuner i Danmark.

Hos Arbejdstilsynet, der har til opgave at sikre et sundt arbejdsmiljø, påpeger man ellers netop vigtigheden af registreringen af vold og trusler på bostederne:

- Hvis man er i en branche, hvor der er en voldsrisiko, er det enormt vigtigt at kende omfanget, alvorlighed og udviklingen af vold og trusler, for det er forudsætningen for, at man kan sætte ind over for det og forebygge det, siger kontorchef i Arbejdstilsynet Jeanne Borgqvist til Fagbladet FOA.

Stor stigning i antallet af voldelige hændelser

En del kommuner og regioner har overblik over udviklingen af vold og trusler, men de bruger forskellige metoder til at registrere hændelserne, så tallene kan ikke sammenlignes. Men en fællesnævner for flere af de kommuner og regioner, som registrerer vold og trusler, er, at antallet af hændelser stiger eksplosivt.

I Københavns Kommune er antallet af registreret vold og trusler steget fra 333 i 2010 til 496 i 2015 og i Region Sjælland er antallet af arbejdsulykker steget fra syv i 2010 til 30 i 2015.

Det er svært for de ansatte på bostederne at råbe politikerne op for at få hjælp, når ingen ved, hvordan vold og trusler udvikler sig, forklarer Charlotte Ann Gadegaard, der forsker i vold og trusler på Arbejdsmedicinsk Klinik ved Regionshospitalet Herning.

- Indrapporteringen til forvaltningen er central for, at de enkelte arbejdspladser får ressourcer til at lave forebyggende aktiviteter. Derfor er det vigtigt, at der er nogen højere oppe, som er orienteret om, i hvilken retning det går, siger hun.

Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) har ikke ønsket at kommentere sagen.

Læs mere her.

 

 


Nyhedsoverblik