Stor politikontrol ved skolevejene: Har dit barn lys på cyklen?

Politiet gennemfører i denne uge færdselskontroller ved skolevejene landet over. Høj fart og manglende cykellys er gengangere i overtrædelserne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Hvorfor har du ikke lygter på? 

Spørgsmålet lyder ud i morgenmørket, mens bilerne suser forbi.

- Du skal trække resten af vejen. Du kan ikke cykle længere.

Det er patruljen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der er i gang med en færdselskontrol af skolevejen ved Lille Næstved Skole i Næstved.

En af betjentene har lige standset et barn uden lys på cyklen. Netop manglende lys på cyklen er en af gengangerne blandt morgenens færdelssyndere. 

- Vi har stoppet mange unge, som ikke har haft lys på. Det er cirka 15-20 stykker, vi har stoppet, som er sluppet med en advarsel, fordi de er under den kriminelle lavalder, siger Søren Skotte, politikommissær hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Skaber sikkerhed ved at være der

Færdselskontrollen er en del af en kampagne landet over. I hele uge 2 kontrollerer politiet sikkerheden og færdslen omkring skoleveje.

Udover politiet er også skolepatruljen tilstede denne morgen, ligesom de er hver morgen for at skabe sikkerhed på den trafikkerede skolevej.

Emilie Hansen er skolepatrulje går i ottende klasse på Lille Næstved Skole og hun kan mærke, der er et behov for hjælp til at komme sikkert over vejen.

Emilie Hansen går i ottende klasse på Lille Næstved Skole i Næstved.
Emilie Hansen går i ottende klasse på Lille Næstved Skole i Næstved. Foto: Martin Stilling - TV ØST

- Det er fedt at hjælpe folk. Der er mange mindre børn, der har brug for hjælp til at komme sikkert over vejen. Folk siger også "godmorgen" og "tak for hjælpen", siger Emilie Hansen.

Alene bare tilstedeværelsen af ordensmagten kan have en effekt, fortæller Søren Skotte, politikommissær hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Nogle gange er vi tilstede, og det kan nogle gange hjælpe lidt på den ganske lille del, som ikke har tingene i orden, siger Søren Skotte.

Politiet har på et døgn givet 20 børn advarsler i Næstved, fordi de kørte uden lys på cyklen.
Politiet har på et døgn givet 20 børn advarsler i Næstved, fordi de kørte uden lys på cyklen. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Én ulykke er en for meget

Udover manglende lys på cyklen, standser politiet også en del fartsyndere. For udover politiets tilstedeværelse gennemfører man i løbet af ugen også automatisk fartkontrol omkring skolevejene. 

Her er allerede 166 personer i løbet af et døgn blevet blitzet for at køre for stærkt i Vordingborg og Næstved-området. En af dem kørte så stærkt, at hun mistede kørekortet og må erhverve sig et nyt.

Gennem kampagnen ønsker politiet at sætte fokus på sikkerhed omkring skolevejene.

- Vi vil gerne sikre skolevejene så meget som overhovedet muligt. En ulykke er en ulykke for meget, siger Søren Skotte.

Udover manglende lys på cyklen og for høj fart stoppede politiet også to bilister, hvor børnene ikke var fastspændt i bilerne.

Færdselskontrollen løber ind til 12. januar.

Herunder kan du se, hvilket udstyr der er lovpligtigt på cyklen.

Sådan er reglerne for cykellygter

  • Når det er mørkt, tåget eller svært at se på grund af fx regn eller slud, skal du have lys på cyklen. Lygterne skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og også være synlige fra siden.
  • Forlygten skal lyse hvidt, gult eller blåligt. Baglygten rødt. Hvide, blålige og røde lygter må gerne blinke – med mindst 120 blink i minuttet. Gule forlygter skal lyse konstant.
  •  Tjek jævnligt lygterne og skift batteriet, når lyset begynder at blive svagt.
  • Lygterne skal tændes fra solen går ned, til den står op. Find de aktuelle tider for solnedgang og – opgang på DMI's hjemmeside. 
Kilde: Sikkertrafik.dk

Nyhedsoverblik