Det vi har sammen

Stor politiaktion på Sjælland: 12 personer anholdt

Politiet er til stede på Søndre Parkvej i Ringsted. Foto: René Lind

Politiet har gennemført en større aktion på forskellige steder i Ringsted og Køge-områderne. 12 personer er anholdt.

I løbet af dagen har Midt- og Vestsjællands Politi været i gang med flere aktiviteter på adresser i hovedsageligt Ringsted og Køge-områderne, som har ført til, at 12 personer nu er anholdt.

- Vi har anholdt 12 personer. Om de skal fremstilles i grundlovsforhør, skal vores jurister afgøre senere i dag, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Han oplyser desuden, at det er ransagninger, man har foretaget på forskellige adresser. Udover Ringsted og Køge, har politiet også været på en adresse på Sydsjælland og på Vestegnen samt i København.

- Det er ransagninger, vi har foretaget, i forbindelse med bandemiljøet, siger Carsten Andersen.

Fandt narkotika

Det er fund af narkotika på adresserne, der har ført til anholdelserne.

- De er anholdt på grund af fund af narkotika, siger Carsten Andersen, der ikke mener, der er fundet våben i forbindelse med ransagningerne.

Aktionen i dag var en målrettet aktion mod det kriminelle miljø, og er en udløber af en længere efterforskning mod en gruppe personer i bandemiljøet.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App