Stor forskel på skolernes evne til at løfte eleverne fagligt

03:23

En ny undersøgelse viser, at der er stor forskel på, hvor gode skolerne er til at løfte elevernes faglighed og karaktergennemsnit. I regionen er Lille Næstved Skole blandt de bedste, mens Dalmose Skole ligger i bunden.

1 af 2

Der er stor forskel på, hvor gode folkeskolerne er til at løfte elevernes faglighed og karakterer. Og Lille Næstved Skole blandt de bedste i regionen.

For Isabella Norsker og Anton Mayland Klausen er der dansk på skemaet. 

De går i 9.D på Lille Næstved Skole, hvor Herman Bangs tekst Den sidste balkjole skal analyseres. 

- Jeg synes, undervisningen er rigtig god, fordi vi kommer bredt ud på emnerne og går helt ned i emnerne, så vi ved, hvad vi skal lære, siger Anton Mayland Klausen. 

- Jeg kan rigtig godt lide at gå her. Jeg synes både lærerne og eleverne er rigtig søde, siger Isabella Norsker. 

En tilfredshed, der kan ses på karaktererne. For en ny undersøgelse, som TV2-regionerne har fået lavet, viser, at der er stor forskel på, hvor gode karakterer dit barn får, alt efter hvor barnet går i skole.

Her er Lille Næstved Skole blandt de bedste i regionen.

Læs også Tjek dit barns skole: Hvor ligger karaktergennemsnittet?

Kræver et trygt miljø

Lille Næstved Skole er nemlig en af de bedste skoler til at styrke elevernes karakterer og faglighed. 

Undersøgelsen tager højde for elevernes økonomiske- og sociale baggrunde.

For at man kan præstere godt, så skal man have et trygt undervisningsmiljø

Torben Møller Nielsen, skoleleder på Lille Næstved Skole

- For at man kan præstere godt, så skal man have et trygt undervisningsmiljø. Man skal have nogle fagligt dygtige lærere, og man skal have nogle forældre, der bakker op, der er engagerede i børnenes skolegang. De tre ting, tror jeg faktisk, vi leverer, siger Torben Møller Nielsen, der er skoleleder på Lille Næstved Skole. 

Stor forskel blandt skoler

Men anderledes ser det ud på Dalmose Skole syd for Slagelse. For mens en gennemsnitlig elev vil få 7,3 i karaktergennemsnit på Lille Næstved Skole, vil samme gennemnitlige elev få 6,2 på Dalmose Skole.

- Det overrasker mig ikke. Det har været en turbulent tid med ti lederskifter på 12 år, og det gør noget ved en skole, siger Tina Ellekjær, skoleleder på Dalmose Skole. 

Derfor er det noget, skolelederen forsøger at lave om på. De har blandt andet sat fokus på læsning, da det især var i læsetesten, at skolen klarede sig dårligt.

Allerede nu kan skolen dog se en effekt af deres indsats. Ifølge målingens prognose for en ressourcestærk elev, så vil eleven på Dalmose Skole få 10 i karaktergennemsnit til afgangsprøverne til næste år.

Men efter sommerens afgangsprøver i år har skolen flere eksempler på, at eleverne har klaret sig bedre end prognosen.

- Til afgangsprøverne i 2017, som jo ikke er med i den her måling, har vi vores ressourcestærke elever, hvor én er kommet ud med et snit på 11,25 og en anden på 11,5. Og vores gennemsnit er generelt steget med 0,3, siger Tina Ellekjær og fortsætter:

- Det fortæller mig, at vi er på rette vej, siger hun tilfreds.

Men skolelederen mener dog ikke, at karakterræset må fylde for meget. 

Vi skal lave hele mennesker, der er dannede sociale og ikke kun nogle, der styrer efter at få den højeste karakter

Tina Ellekjær, skoleleder på Dalmose Skole

- Folkeskolen kan også andet. Vi skal lave hele mennesker, der er dannede sociale og ikke kun nogle, der styrer efter at få den højeste karakter, siger Tina Ellekjær.

Hvordan klarer dit barns skole sig? 

Det er VIVE - Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd - der står bag undersøgelsen for TV2-regionerne.​

Nedenfor kan du tjekke, hvordan dit barns skole klarer sig. Du kan vælge mellem fire fiktive persontyper med forskellige baggrunde. Tallene viser, hvordan den bestemte elevtype ville klare sig til en afgangsprøve på de valgte skoler.

Undersøgelsen fokuserer kun på folkeskoler og medtager ikke privatskoler.

Lille Næstved Skole topper listen

De fire bedste folkeskoler i regionen

  • Lille Næstved Skole
    Næstved Kommune - Karakter: 7,3 
     
  • Østskolen - afdeling Hylleholt
    Faxe Kommune - Karakter: 7,2 
     
  • Sydbyskolen
    Næstved Kommune - Karakter: 7,2 
     
  • Nyrupskolen
    Kalundborg Kommune - Karakter: 7,2

Dalmose Skole ligger i bunden

Undersøgelsen viser, at en gennemsnitlig elev forventes at få 6,2 i snit til sin afgangsprøve, hvis de går på Dalmose Skole. En ressourcestærk elev får 10,0 og en ressourcesvag elev får 4,3 i snit til afgangseksamen.

De seks dårligste folkeskoler i regionen

  • Svebølle Skole
    Kalundborg Kommune - Karakter: 6,0
     
  • Høng Skole
    Kalundborg Kommune - Karakter: 6,0 
     
  • Dalmose Skole
    Slagelse Kommune - Karakter: 6,2
     
  • Kulsbjerg skole 
    Vordingborg Kommune - Karakter: 6,2
     
  • Kalbyrisskolen
    Næstved Kommune - Karakter: 6,2
     
  • Nordskolen - afdeling Højby
    Odsherred Kommune - Karakter: 6,2 

Artiklen er siden udgivelsen blevet rettet i, da oplysningen om, at Dalmose Skoles karaktergennemsnit er steget med 0,3 procent er blevet tilføjet. Desuden har artiklen også fået tilføjet et nyt citat fra skoleleder Tina Ellekjær, som fremhæver, at nogle af skolens ressourcestærke elever har fået et højere karaktergennemsnit, end det prognosen forudsiger. 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App