Nyheder fra din hverdag

Stor forskel i pris: Hvad koster et skolebarn i din kommune?

Der er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne bruger på folkeskolen.

05:24

Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner bruger på folkeskolen. Det viser de seneste tal fra Kommunernes Landsforening. I Næstved, som bruger færrest penge, koster et skolebarn 71.318 kroner om året. I den dyreste kommune - Odsherred - er regningen oppe på 104.223 kr. Vi har besøgt skoler i begge kommuner på en ganske almindelig skoledag.

1 af 2

Odsherred er dyrest, og Næstved er billigst. Kommunernes årlige udgifter til et barn i folkeskolen varierer meget i regionen.

For en elev i folkeskolen byder hverdagen på lidt af hvert. Man skal lære at læse, skrive, regne, male og meget andet.

Men selvom de godt 140 forskellige afdelinger af folkeskolen i vores område på mange måder minder om hinanden, er der stor forskel på, hvad det koster for kommunerne at drive dem.

Det viser de seneste tal fra Kommunernes Landsforening.

Et skolebarn i Odsherred kommune koster årligt 104.223 kroner. Det gør den nordlige kommune til den dyreste af de 12 kommuner i vores område.

Geografien i Odsherred er én af forklaringerne på den høje pris.

- Vi har valgt at have mange små matrikler, hvor vi skriver skole fra. Det vil sige, at vi ikke har de stordriftsfordele, der kan være ved at have få, store skoler. Derfor koster det mere. Derudover har vi forholdsvis store udgifter på specialområdet. Vi har mange børn, som ikke er inkluderet i folkeskolen, men får tilbud på specialskoler, lyder forklaringen fra Gitte Løvgren, der er direktør i Odsherred Kommune.

- Vi ligger faktisk rigtig fint

I den modsatte ende af skalaen finder man Næstved, som er den af de 12 kommuner, der bruger færrest penge få folkeskolen. Her koster en elev 71.318 kroner om året.

Men kommunens direktør på området forsikrer om, at det ikke går ud over kvaliteten.

- Vi har ikke haft flere penge at gøre med, så det er den ramme, vi har at drive skole for. Men vi formår at lave en god skole for de penge, vi har. Hvis du kigger på vores gennemsnitlige karakterer og trivselsundersøgelser, er det ikke sådan, at vi ligger og skraber bunden. Vi ligger faktisk rigtig fint. De faktorer betrygger også mig i, at vi driver en god butik, siger Hanne Dollerup, direktør i Næstved Kommune.

Men det er en evig debat i alle kommuner, hvordan man skal strukturere skoleområdet, og emnet vil utvivlsomt blive en del af den politiske debat op til kommunalvalget i november.

Herunder kan du se, hvor mange penge din kommune årligt bruger på en folkeskoleelev. KL's tal er fra 2015 og inkluderer alle udgifter som specialundervisning og befordring.

KommunerUdgifter pr. elev pr. år
Odsherred104.223 kr.
Lolland99.490 kr.
Ringsted87.705
Kalundborg85.004 kr.
Holbæk83.918 kr.
Slagelse83.905 kr.
Vordingborg82.375 kr.
Guldborgsund77.074 kr.
Sorø76.953 kr.
Faxe75.191 kr.
Stevns72.389 kr.
Næstved71.318 kr.

 

Tip os Har du et godt tip?