Det vi har sammen

Stor brand i Fensmark kan være påsat

Branden, der fandt sted på Ryttervænget i sidste uge, kan være påsat. Foto: TV ØST

I starten mente politiet ikke, at den voldsomme brand nær Næstved var påsat, men det tyder på, at det ikke længere holder stik.

Meget tyder på, at branden i den gamle gård på Ryttervænget i Fensmark i sidste uge var påsat.

Det fortæller Jørgen Christensen, politikommissær hos Lokalpolitiet i Næstved, til TV ØST.

- Der er spor efter brandbare væsker derude. Om det er et uheld, eller om den er påsat er svært at sige, men der i hvert fald spor efter brandbare væsker, der kan være tegn på en påsat brand, siger han.

Politiet troede ellers ikke til at starte med, at der var en forbrydelse bag den voldsomme brand.

- Der er ingen mistanke om, at branden skulle være påsat. Den er nok nærmere opstået i en el-installation eller et gammelt fyr, sagde Henrik Carlsen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST, da slukningsarbejdet var i gang.

Men det tyder altså ikke længere på, at den teori holder stik. 

Venter på undersøgelser

Hos Lokalpolitiet i Næstved arbejder man stadig på sagen, efter der var teknikere på stedet i går mandag.

- Når vi får undersøgelserne tilbage fra teknikerne, skal vi se på dem og se på, om der er grundlag for at sigte nogen, siger Jørgen Christensen.

Han håber, at der kommer en konklusion på sagen, når man har set på undersøgelsen.

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App