Det vi har sammen

Større brand i hus: To familier måtte genhuses

Foto: Per Rasmussen

Foto: Per Rasmussen

1 af 2

En større brand i et hus på Færgegårdsvej i Vordingborg betød, at to familier måtte genhuses. Politiet undersøger nu, om branden var påsat.

To familier på i alt seks personer måtte evakueres fra en brand mandag aften. 

Det oplyser vagtchefen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

Det var klokken 22.56, at politiet fik meldingen om branden, som var opstået i en opgang i et hus med to lejligheder.

Alle beboere blev reddet ud, - nogen var man nødt til at redde ud ved hjælp af brandvæsnets lift, men ingen kom noget alvorligt til.

- De blev tilset af en læge fra lægehelikopteren, der var fløjet derned, men ingen af dem havde brug for lægebehandling, siger vagtchef Anders Mikkelsen, vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Var måske påsat

De to familier måtte genhuses, fordi der var en del skader på huset. De fandt selv genhusning for natten.

Branden var opstået i opgangen til første sal på huset. Det var en mere omfattende brand, end man først antog.

- Det var sværere at slukke branden, end man lige havde regnet med, fordi ilden løb i isoleringen. Så man var nødt til at slå hul på huset for at slukke branden, fortæller vagtchefen.

Politiet vil nu undersøge, om branden kan have været påsat.

- Branden er opstået i en trappeopgang til førstesalen, og derfor vil vi undersøge, om den var påsat, siger Anders Mikkelsen.

Tip os Har du et godt tip?