Det vi har sammen

Stjernekok: Fantastisk med ny fødevareuddannelse

Claus Henriksen, der er køkkenchef på Dragsholm Slot, ses her sammen med Adam Price. Foto: TV ØST

Køkkenchefen på Dragsholm Slot hilser den nye fødevareuddannelse velkommen og er ikke afvisende over for et samarbejde.

Det kommer til at vrimle med aspiranter inde for gastronomiens verden i Odsherred, når en ny erhvervsuddannelse åbner til sommer.

Området er i forvejen kendt for Dragsholm Slot, der i februar fik en Michelin-stjerne. Her er køkkenchefen glad for den nye uddannelse. 

Fra mit synspunkt er det et ekstra plus, at det er en uddannelse med fokus på fødevarer

Claus Henriksen, køkkenchef, Dragsholm Slot

- Det er en fantastisk nyhed. Det løfter hele vores lokalområde med et nyt uddannelsessted i Odsherred, og fra mit synspunkt er det et ekstra plus, at det er en uddannelse med fokus på fødevarer, siger Claus Henriksen, køkkenchef, Dragsholm Slot til TV ØST.

Anderledes end uddannelser i storbyen

Claus Henriksen er selv uddannet fra Hotel- og Restaurantskolen i København. Han er overbevist om, at det giver de kommende elever fordele at blive uddannet langt væk fra storbyen.

- Mange erhvervsuddannelser inden for fødevarer ligger normalt i byen, så det giver en helt ny dimension. Hele tanken om jord til bord giver god mening i denne sammenhæng, siger Claus Henriksen.

Han oplevede selv forskellen, da han blev ansat på Dragsholm Slot i 2008.

For mit vedkommende har det givet en bedre forståelse for fødevarerne, jeg arbejder med, når de vokser lige uden for slotskøkkenet

Claus Henriksen, køkkenchef, Dragsholm Slot

- For mit vedkommende har det givet en bedre forståelse for fødevarerne, jeg arbejder med, når de vokser lige uden for slotskøkkenet, siger Claus Henriksen  

Et samarbejde kan være på vej

Den nye uddannelse vil ligesom Dragsholm Slot fokusere på de mange lokale råvarer, der er at finde i området ved Lammefjorden, og det kan betyde et samarbejde mellem uddannelsen og Michelin-restauranten.

- Jeg er bestemt ikke afvisende over for et samarbejde, men jeg kan ikke love noget. Alt, jeg kan sige, er, at det lyder meget interessant, siger Claus Henriksen.

Den nye erhvervsuddannelse får base i det gamle rådhus i Fårevejle, hvor kommunens 10. klasse-elever allerede nu kan uddanne sig med fokus på fødevarer. Til sommer begynder mindst 20 elever på det nye hold. 

Læs også Ny uddannelse med fokus på fødevarer kommer til Odsherred

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App