Stime af indbrud rammer Nordvestsjælland: Politiet beder alle holde øje

En stime af indbrud har de seneste uger ramt den nordvestlige del af Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En hel stime indbrud har de seneste uger ramt Nordvestsjælland.

- Vi har set flere indbrud end normalt på de kanter de seneste uger. Men vi glæder os over, at vi heldigvis har haft en mere rolig weekend, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til TV ØST.

Han oplyser, at politiet netop nu undersøger de nærmere omstændigheder ved indbruddene.

Politiet beder alle være opmærksomme, hvis de hører eller ser noget specielt i deres område.

- Hvis man ser noget mistænkeligt, så vil vi gerne opfordre alle til at ringe til politiet. Det kan være, at der er en politipatrulje lige om hjørnet, og så kan vi stoppe indbrud før de overhovedet opstår, siger Carsten Andersen til TV ØST.

Meldingen kommer samtidig med, at Odsherred Kommune i en pressemeddelelse opfordrer borgere til at gå med i Nabohjælpsordningen. Det sker på baggrund af en lille stigning i antallet af indbrud i kommunen i årets første otte måneder i forhold til sidste år.

Danmark har hvert år omkring 30.000 indbrud. 


Nyhedsoverblik