Stevns borgmester: Det er en ubehagelig følelse

I aften bliver det afgjort, om Mogens Haugaard Nielsen fra Venstre, borgmester i Stevns Kommune, bevarer posten som borgmesterkandidat.

Stevns nuværende borgmester, Mogens Haugaard Nielsen, er ærgerlig over situationen. I aften bliver det afgjort, om han forbliver borgmesterkandidat.

I aften skal medlemmerne af Venstre i Stevns Kommune tage stilling til, hvem der skal være borgmesterkandidat ved kommunalvalget 2017. 

Den nuværende borgmester Mogens Haugaard Nielsen (V) har mødt massiv modstand fra sit eget parti, og det ærger ham, det er kommet så vidt, at han skal til opstillingsmøde i aften.

Jeg håber medlemmerne giver os og mig opbakning, så vi kan komme videre fra i morgen af

Mogens Haugaard Nielsen (V), borgmester i Stevns Kommune

- Jeg har det ikke alt for godt. Det er en ubehagelig følelse, at man har en bestyrelse, der ikke bakker op om de folkevalgte. Det er jo det normale, at man gør det, siger Mogens Haugaard Nielsen til TV ØST. 

Alligevel forventer Mogens Haugaard Nielsen dog at få opbakning i aften.

- Jeg håber, at medlemmerne giver mig og kommunalbestyrelsesgruppen den opbakning, vi har behov for i forhold til det fremadrettede arbejde det sidste år og fire måneder, der er tilbage af valgperioden, for ellers har vi en noget kaotisk situation, siger han.

Sagen udspringer af

Ifølge borgmesteren udspringer uroen af flere forskellige ting. Han nævner blandt andet et par følelsesladede sager om fredningen af Stevns Klint samt placeringen af besøgscenteret, som der var stor uenighed om.

Derudover peger han på en personsag fra sidste opsillingsmøde.

Man har med forskellige tiltag forsøgt at udstille mig som én med nogle dårlige sager

Mogens Haugaard Nielsen (V), borgmester i Stevns Kommune

- Her indskrev en af mine modkandidater 80 nye medlemmer, som så i øvrigt forsvandt igen, og så har det ulmet lige siden, siger han.

For Mogens Haugaard Nielsen er det paradoksalt, at det er nogen fra Venstres eget bagland, der ikke bakker op om ham. 

- Man har med forskellige tiltag forsøgt at udstille mig som én med nogle dårlige sager, og det har jeg bedt bestyrelsen om at give mig noget skrifteligt redegørelse på, og det har jeg slet ikke fået, siger han.

Svært at holde fokus

Hvordan har det været at være borgmester med denne uro?

- Det gør det jo ikke nemmere at holde fokus på dagligdagen med alle de opgaver, der er. Men jeg synes alligevel, at det er lykkedes selv med denne her belastning, fortæller Mogens Haugaard Nielsen.

Borgmesteren påpeger, at Stevns Kommune er i positiv udvikling med en nettotilgang af borgere, så han håber på opbakning.

- Jeg håber på, at vi får et mandat i aften fra medlemmerne, da det trods alt er dem, der bestemmer, hvem der skal være spidskandidat, så jeg håber de giver os og mig opbakning, så vi kan komme videre fra i morgen af, siger han.

Fremtiden er endnu uvis

Hvis der ikke bliver peget på dig i aften, kunne du så finde på at trække dig?

- Jeg har både en plan A og en plan B, som jeg vil forelægge KB-gruppen i morgen tidligt samt Dansk Folkeparti og De Konservative, og så tager vi den derfra.

Mogens Haugaard Nielsen vil endnu ikke løfte sløret for, hvordan plan A og B lyder.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App