Sparebudget på plads i Holbæk Kommune

Et nyt budget med flere besparelser er faldet på plads i Holbæk Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Opgaven for byrådet i Holbæk onsdag aften: Find 204 millioner i besparelser i budgettet for 2017.

Og det lykkedes for et flertal i byrådet i Holbæk at blive enige og stemme et nyt budget gældende frem til 2020 igennem.

Flertallet bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte alle for de ændringer i det oprindelige forslag, der nu skal føres ud i livet.

Reducerer specialundervisning

På forhånd var der lagt op til, at besparelserne skulle findes især på serviceudgifterne.

I budgettet for 2017 bliver der blandt andet også fundet ressourcer ved at reducere på specialundervisning for børn og unge.

Eksempelvis bliver der sparet to millioner på at tage specielle undervisningstilbud hjem til kommunen, der nu leveres af eksterne.  Og tre millioner spares på at skære på efteruddannelsen til lærere og pædagoger i folkeskolen

Også på ældreområdet er der fundet millioner. Blandt andet nedsættes bevillingen til det og socialområdet med over otte millioner kroner.  Det betyder eksempelvis færre hjemmeplejetimer.

Tilfreds borgmester

Borgmester Søren Kjærsgaard er tilfreds med det endelige budget.

- Vi har lavet en aftale, der løser de økonomiske udfordringer, men samtidig har vi så vidt muligt forsøgt at skåne den borgernære service, og vi har prioriteret et løft af småbørnsområdet. Herudover er der afsat midler til udvalgte områder for at sikre udvikling og vækst i kommunen, siger Søren Kjærsgaard, der er borgmester i Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Han hæfter sig især ved, at skatten holdes i ro - og at flere af spareforslagene også på børn- og ældreområdet er taget ud.

Eksempelvis har man valgt at fastholde antallet af pædagoger i undervisningen i skolerne, og aktivitetsmedarbejdere fra plejecentrene bliver alligevel ikke fjernet.


Nyhedsoverblik