Stegende hed onsdag sætter alligevel ikke rekord

Onsdag bliver stegende hed, men slår næppe varmerekorden. Arkivfoto. Foto: Martin Stilling - TV ØST

Selvom onsdagen byder på temperaturer op til 35 grader på Sjælland og øerne, bliver varmerekorden fra 1975 nok ikke slået.

Det ser alligevel ikke ud til, at varmerekorden på 36,4 grader fra 1975 bliver slået onsdag.

Det bliver dog stadig 'en meget varm dag', fortæller Mette Wagner, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt onsdag morgen.

På Sjælland, Lolland og Falster kan temperaturerne komme op omkring 35 grader, mens resten af landet kan forvente mellem 27 og 32 grader. 

Læs også Flere bliver indlagt: For meget postevand kan være dødeligt

- I dag bliver en dag med meget varm luft. Men vi kommer ikke til at slå varmerekorden, siger Mette Wagner.

- Den varme luft er allerede begyndt at komme ind over landet i løbet af natten, som de fleste steder kan betegnes som en tropenat. Nogle steder i Jylland har de dog været nede på 18 grader i nat, hvilket må have været dejligt for dem.

Mulighed for regn

Onsdagen begynder med sol de fleste steder i landet. Dog er der en koldfront over Nordsøen, som skaber mulighed for regn- og tordenbyger i Nordjylland.

I løbet af dagen begynder koldfronten at bevæge sig ind over landet mod øst, hvilket kan skabe lidt spredte regn- og tordenbyger flere steder i landet.

Sommeren har i år på mange måder været ekstraordinær, og flere både varme- og tørkerekorder er blevet slået. I de 14 år, hvor DMI har beregnet tørkeindekset, har der eksempelvis aldrig været så mange tørkedage i løbet af et sommerhalvår som i år. 

Læs også Se videoen: Sådan ser Sjælland ud ovenfra i historisk tørke

Og den seneste opgørelse fra DMI viser, at det ekstremt høje tørkeniveau ser ud til at fortsætte.

Selv om der højst sandsynligt vil falde nogle millimeter de kommende dage og i løbet af weekenden, vil det højst sandsynligt kun ske lokalt, viser opgørelsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App