SSP og politi på hjemmebesøg for at forebygge bilbrande

Flere familier i Kalundborg får i dag besøg af politi og SSP-konsulenter fra kommunen. De forsøger at forebygge bilbrande i anledning af nytåret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det hele bliver lidt mere løssluppent til nytår, hvor champagnen flyder frit, og nytårskrudtet er kørt i stilling.

Men i Kalundborg Kommune kommer nytåret ikke uden bekymringer. De har i længere tid kæmpet med en række påsatte bilbrande, blandt andet i området omkring Klosterparkvej, og de har fået meldinger om, at der kan ske flere bilafbrændinger nytårsnat.

- Derfor er vi to SSP-konsulenter og to politifolk, der netop nu er på vej rundt til nogle familier for at opfordre dem til at holde deres unge mennesker i kort snor eller i det mindste holde ekstra øje med dem, fortæller SSP-konsulent Andreas Knudsen fra Kalundborg Kommune.

quote Det er en meget lille skarre af mennesker, som skaber de her episoder

Andreas Knudsen, SSP-konsulent i Kalundborg Kommune

Utrygheden er blusset op

Hjemmebesøget er en del af et nyt tiltag, hvor kommunen og politiet forsøger at involvere forældrene i højere grad.

- Før vi kommer ud, har vi prøvet at kortlægge de grupperinger i området, som vi mener kan have gavn et sådan et hjemmebesøg. Det har vi gjort, så indsatsen kommer til at fungere bedre, siger Andreas Knudsen.

Der er nemlig en utryghed i området, efter de mange brande er begyndt at blusse op, ligesom områderne med brande i Kalundborg har fået et dårligt ry. Og det er rigtig ærgerligt, mener SSP-konsulenten.

- Det er en meget lille skarre af mennesker, som skaber de her episoder og på den måde skaber dagsordenen for hele området. Det vil vi gerne sætte ind mod, for det fortjener området ikke, siger Andreas Knudsen og tilføjer:

- Det er også mange positive ting at fokusere på. Der er et rigtig godt sammenhold beboerne imellem, og der er mange sociale arrangementer. Gruppen Tryghed og Trivsel iværksætter mange ting som for eksempel fællesspisning.

quote Familierne modtager altid vores besøg godt. De er glade for, at vi italesætter vores bekymringer

Andreas Knudsen

Tager godt imod

Og det bliver da også modtaget godt, at SSP og politiet kommer besøg nytårsaftensdag. Det fortæller Andreas Knudsen efter at have været på besøg hos et par familier.

- Familierne modtager altid vores besøg godt. De er glade for, at vi italesætter vores bekymringer. Det behøver ikke at betyde, at deres barn har gjort noget galt, men nærmere at vi er bekymret over det selskab, de er i, eller at de lader sig rive med af stemningen. Så involverer vi os for at sikre, at det ikke udvikler sig på en måde, som vil være uheldig for dem fremadrettet.

Send tip til politiet

SSP-konsulenten har dog én opfordring, som kan hjælpe deres arbejde endnu mere og gøre det lettere at bremse kriminalitet som bilafbrændingerne i fremtiden. Han vil gerne, hvis flere vil benytte politiets app til at sende tip.

- Det kan man gøre anonymt, hvis man helst vil det, og det kan både hjælpe politiet med at opklare de her brande, men det kan også hjælpe os til at forebygge. Vi ved jo ikke, hvem der står bag, og det er svært, hvis ikke vi får noget hjælp, fortæller Andreas Knudsen.

Du kan downloade politiet app til iPhone her og til Android her.


Nyhedsoverblik