Spurgte om vej til tandlægen og stjal 60-årigs dankort

En 60-årig kvinde blev i Næstved franarret sit dankort, mens et par spurgte om vej. Der er en bølge af tricktyverier i øjeblikket, oplyser politiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To tricktyve havde held med at franarre en 60-årig kvinde hendes dankort og hæve et pengebeløb tirsdag.

Det skete på Præstøvej i Næstved ud for nummer 6. Her blev den 60-årige kvinde antastet af et par, som spurgte om vej til en tandlæge.

Mens kvinden forklarede parret vejen, stjal parret hendes dankort. De nåede efterfølgende også at hæve et kontantbeløb, før kvinden opdagede, at hun var blevet bestjålet.

Nu søger politiet vidner i sagen. 

De to tyve beskrives som:

A: Mand, mellemøstlig af udseende, ca. 40-45 år gammel, 160-165 cm høj, brun i huden og med kort, sparsomt, sort hår. Han havde mørkt tøj på.

B: Kvinde, mellemøstlig af udseende, ca. 40-45 år, 160-165 cm høj, brun i huden og med langt, opsat brunt hår.

Politiet hører gerne fra evt. vidner, der har set noget mistænkeligt mandag omkring klokken 14 på Præstøvej i Næstved.

Tricktyveriet i Næstved er bare ét af mange tricktyverier, der har været i Sydsjællands- og Lolland-Falsters politikreds de seneste dage. 

- Der er en bølge af tricktyverier i vores region i øjeblikket. Det går op og ned, og i øjeblikket er vi plaget af det, siger Stefan Jensen, vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Ligner tyve fra andre tricktyverier

Blandt andet blev en 61-årig kvinde fra Mern antastet af et par, da hun fredag i sidste uge var ude at handle i MENY på Svend Gønges Torv i Præstø. Her blev hun kontaktet af en mand og en kvinde, som bad om hjælp til at få en indkøbsvogn fri med en mønt. Først da hun kom hjem, opdagede hun, at hun var blevet bestjålet.

Beskrivelsen af de to tricktyve fra tyveriet i Mern ligner meget samme beskrivelse, som vidner har givet i forbindelse med andre tricktyverier. 

Men politiet er tilbageholdende med at kæde tyverierne sammen. 

- Muligheden foreligger, men man skal passe på at kæde dem sammen. Det er forskellige vidner, der har givet de her beskrivelser. For os gælder det om at fange de rette og se, hvor meget vi kan hænge dem op på, siger Stefan Jensen til TV ØST.

Har man oplysninger til nogle af sagerne, kan man kontakte politiet på telefon: 1-1-4.

tricktyv
Læs også
Flere tricktyverier rammer regionen: Politiet søger vidner
tricktyv
Læs også
Flere tricktyverier rammer regionen: Politiet søger vidner

Nyhedsoverblik