Sprogskole snød elever og fuskede for millioner

Flere kursister har bestået danskprøver, selv om de hverken kan alfabetet eller er i stand til at skrive i den korrekte retning, viser en rapport fra BDO

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Næstved Sprog- og Integrationscenter har faktureret for meget, der er fusket med eksamener, og kursisterne har ikke modtaget den undervisning, der var aftalt.

Det er den korte udgave af den rapport, som Næstved Kommune netop har modtaget konklusionerne på, skriver Sjællandske.

Det er det eksterne revisionsfirma BDO, der står bag rapporten og konklusionerne, og der er ingen, der lægger fingrene i mellem.

quote Jeg blev ked af det på deres vegne

Torben Bahn Petersen, arbejdsmarkedschef 

Flere kursister har bestået danskprøver, selv om de hverken kan alfabetet eller er i stand til at skrive i den korrekte retning - fra venstre mod højre.

Halvdelen af de re-testede kursister kunne ikke bestå prøven, selv om den var to niveauer under det niveau, de bestod på sprogskolen.

Arbejdsmarkedschef Torben Bahn Petersen er især ærgerlig på kursisternes vegne, som blev snydt og ikke fik den undervisning, de havde krav på.

- Jeg blev ked af det på deres vegne. Nu er folk nervøse, siger han.

Sprogskole afviser anklagerne

Næstved Sprog- og Integrationscenters direktør Carsten Madsen afviser anklagerne. Han stiller spørgsmål ved validiteten af BDO's test og vil se hele rapporten, før han vil svare på mere konkrete spørgsmål.

quote Vi er ikke svindlere

Carsten Madsen, direktør for Næstved Sprog- og Integrationscenter

Han afviser pure, at der skulle være foregået noget lyssky.

- Vi er ikke svindlere, siger han.

Nu venter der et større økonomisk opgør mellem Næstved Kommune og Næstved Sprog- og Integrationscenter.

Næstved Kommune mener, at sprogskolen overfakturerede for mere end fire millioner kroner, fordi der ikke blev leveret den aftalte vare, skriver Sjællandske.


Nyhedsoverblik