Sportsfiskere er bekymrede: 100 gedder ædt af sæler

Sportsfiskere på Møn er bekymret for bestanden af gedder, efter flere hundrede gedder er blevet ædt af sæler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sæler, der går til angreb.

Det er realiteten for gedderne, der svømmer i Stege Bugt. Og det bekymrer sportsfiskerne.

Dennis Skou, der er sportsfisker, ser nemlig flere og flere døde gedder, og det vækker frygt for geddernes bestand.

- Jeg har været på to ture på sammenlagt otte timer, hvor jeg har set over 100 gedder, der lå og var døde. Og det er jo kun på det lille begrænsede areal, jeg har kigget, siger Dennis Skou.

quote Jeg tror, det er det eneste dyr, der kan lave sådan et bid her ude i vores farvande

Jimmi Spur Olsen, biolog

- Det er et massivt problem.

Ingen tvivl: Det er sælen, der er på spil

Og spørger man biolog Jimmi Spur Olsen, så er der ingen tvivl om, at det er den spættede sæl, der har været på jagt.

- Jeg tror, det er det eneste dyr, der kan lave sådan et bid her ude i vores farvande, siger han.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Her kan man se, hvordan sælerne har gået efter det stykke på fisken, hvor der er mest næring.
Her kan man se, hvordan sælerne har gået efter det stykke på fisken, hvor der er mest næring.

Kim Kær er formand for Klintholm Havn Fiskeriforening, og synet af de angrebne gedder bekymrer ham.

- Der er bare nogle ting i naturen, der bliver skubbet så meget, at der er en uligevægt. Der er for mange spættede sæler i vores område i forhold til, hvad der var for seks-otte år siden, siger han.

Han håber på, at staten vil regulere bestanden af den spættede sæl.

- Jeg håber, der kommer en regulering af sælen på et statsligt niveau, så det bliver styret, så der kommer en balance, siger Kim Kær.

quote 100 gedder, som er angrebet af sæler, ser jeg ikke som et stort problem

Bo Håkansson, biolog hos Danmarks Naturfredningsforening

Forening ser det ikke som et problem

Hos Danmarks Naturfredningsforening mener de dog ikke, at der er grund til bekymring.

- Jeg har ikke hørt om før, at det skulle være et stort problem, at sæler angriber gedder, siger Bo Håkansson, der er biolog hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Sæler er kendt for at kunne tage fisk i fiskegarn. Og som jeg forstår det, så er det ikke det, der er tilfældet her. 100 gedder, som er angrebet af sæler, ser jeg ikke som et stort problem. Man skal måske se det i forhold til, om det her er et problem for fiskeriet, eller om det er naturen, der går sin gang. Et rovdyr, der spiser et andet rovdyr.


Nyhedsoverblik