Det vi har sammen

Sponsorerne flokkes om Folkemøde Møn: Det giver os energi til at fortsætte

Sådan har det tidligere set ud til Folkemøde Møn. Foto: TV ØST

Flere sponsorer støtter Folkemøde Møn. Indtil nu har de fået cirka 330.000 kroner i økonomisk støtte. - Det er et klap på skulderen, siger formanden.

Flere sponsorer har fået øjnene op for Folkemøde Møn. I år har de indtil videre modtaget omkring 330.000 kroner i sponsorater.

Det er et klap på skulderen for os, at de kan lide konceptet, og det giver os energi til at fortsætte

Susan Thydal, formand for bestyrelsen for Folkemøde Møn.

Indtil nu har de modtaget følgende sponsorater:

  • Vordingborg Kommune: 160.000 kroner.
  • Fonden Roskilde Festival: 100.000 kroner.
  • Fanefjord Sparekasses Fond: 50.000 kroner.
  • Tuborgfondet: 10.000 kroner.
  • Jylland-Postens Fond: 10.000 kroner.

Derudover har de også fået mindre sponsorater fra eksempelvis Møns Bryghus, der blandt andet leverer sodavand gratis, og Møn Handelsstandsforening, der leverer stole, borde og pavilloner.

Formand for Folkemøde Møn, Susan Thydal, glæder sig over interessen og støtten.

- Det er alfa og omega. Det er dejligt, når vi kan mærke, at der, hvor vi søger og har fået før, at de gerne vil støtte igen. Det er et klap på skulderen for os, at de kan lide konceptet, og det giver os energi til at fortsætte. 100.000 fra Roskilde er et blåstempel. Vi har bevist, at Folkemøde Møn er stort nok, siger Susan Thydal.

Formanden ved allerede, hvad pengene skal bruges på.

- Ordentlig lyd, telte, leje af flag, flag-allé ind igennem fanefjord, projektleder og elektriker, siger hun. 

Nu også en dag for de unge

Det er fjerde år i træk at Sjællands største folkemøde afholdes, og for første gang i år vil det strække sig over to dage.

- I alle år har vi haft en ungescene, men sidste år gav vi den et boost, hvor vi engagerede os med unge fra gymnasie-foreninger og politiske foreninger, så vi blev enige om, at nu måtte det være tid til at udvide folkemødet med en dag specifikt for de unge, siger hun. 

Bestyrelsen for Folkemøde Møn har været i kontakt med flere kommuner - blandt andet Næstved og Guldborgsund - om, at skolerne kan overveje at lægge Folkemøde Møn ind i undervisningen hos 8. og 9. klasser.

- En af skolerne har lavet et projekt med klassen, hvor de har lavet projekt om EU og kommer og deltager fredag den 25. august. 

Læs også Folkemøde Møn trækker flere tusind til

Folkemøde Møn handler om at udbrede kendskabet til den demokratiske samtale og udvikle det samfund, man bor i. Ideen er, at politikere og borgere kan møde hinanden ansigt til ansigt. Og Susan Thydal har høje forventninger til fremtiden.

- Jeg forventer, at vi bliver større i fremtiden, siger hun.

Formanden forventer, at der vil komme 3-4000 elever til Unge Folkemødet og 8.000 til det traditionelle møde.

Folkemøde Møn foregår den 25.-26. august 2017.

Tip os Har du et godt tip?