Spiserobot gør livet lettere for Thomas

Takket være sin spiserobot kan Thomas Pilegaard med Cerebral Parese nu selv spise.

Der ikke mange ting i løbet af dagen, som Thomas ikke selv er herre over. Men nu kan han takket være en ny spiserobot selv styre sine måltider.

- Jeg skal have brændende kærlighed, fortæller Thomas Pilegaard, der er beboer på specialcenter Øst i Slagelse, til TV ØST.

Det er blevet middagstid, og for 31-årige Thomas Pilegaard med Cerebral Parese plejer det at betyde, at han skal sidde i fællesrummet og blive madet af en medhjælper.

Men sådan skal det ikke foregå i dag.

Det betyder meget for mig, at jeg er selvstændig og kan så mange ting som muligt selv, så jeg ikke hele tiden skal bede om hjælp

Thomas Pilegaard

Selvstændighed øger tilfredsheden

Thomas Pilegaard har nemlig fået en såkaldt spiserobot, som fører maden fra hans tallerken op til munden.

Med en krop, der er hæmmet af Cerebral Parese, også kaldet spastisk lammelse, er Thomas Pilegaard konstant afhængig af hjælp fra andre.

Men nu kan han med sin nye spiserobot selv spise, og det er han glad for.

- Det betyder meget for mig, at jeg er selvstændig og kan så mange ting som muligt selv, så jeg ikke hele tiden skal bede om hjælp, fortæller Thomas Pilegaard.

Thomas spiser meget mere

Samtidig kan Thomas nu blive siddende på sit værelse og spise alene, i stedet for altid at skulle sidde i fællesrummet med de andre beboere.

Det betyder meget for mig, at jeg er selvstændig og kan så mange ting som muligt selv, så jeg ikke hele tiden skal bede om hjælp

Thomas Pilegaard

- Så kan jeg selv bestemme, hvornår jeg vil snakke med de andre, lyder det fra Thomas Pilegaard.

Også Thomas Pilegaards faste pædagog Michel Frejvald Petersen er positivt overrasket over den nye spiserobot.

- Det er gået over al forventning. Jeg havde egentligt frygtet, at Thomas ville spise mindre, men han spiser meget mere, end han nogensinde har gjort, lyder det fra Michel Frejvald Petersen.

Flere skal have samme mulighed

I Slagelse Kommune glæder de sig over, at Thomas Pilegaard har taget spiserobotten til sig. Men samtidig håber de, at endnu flere fremover kan få samme selvstændighed som Thomas.

- Det er selvfølgelig ikke alle, der kan bruge en spiserobot, derfor skal vi finde borgere som Thomas, hvor det giver mening, fortæller Line Rasmussen, som er velfærdsteknologisk udviklingsterapeut hos Slagelse Kommune.

I dag er der kun to beboere ud over Thomas i Slagelse Kommune, som har en spiserobot.

 

Hvad er Cerebral Parese?

  • Cerebral parese er en hjerneskade, der i 9 ud af 10 tilfælde skyldes skader og forstyrrelser i den umodne hjerne, mens den er under udvikling i graviditeten.
  •  
  • Kun i cirka 1 ud af 10 tilfælde er der tale om en skade, der er opstået under eller kort tid efter fødslen.
  • Hjerneskaden er ikke fremadskridende. Alligevel oplever mange spastikere, at de motoriske vanskeligheder, som hjerneskaden fører med sig, forværres med alderen.
  •  
  • I Danmark findes der ca. 10.000 mennesker med diagnosen cerebral parese (spastikere).
  •  
  • Det skønnes, at mellem 3000-3500 er under 18 år.
  • De nyeste tal fra CP-registret viser, at forekomsten af cerebral parese er 2,0 promille af en årgang. 
  • Det betyder, at cirka 180 børn hvert år får diagnosen cerebral parese i Danmark.
 Kilde: Spastikerforeningen 

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App