Specialtrænede bombehunde gennemsøger center

Politiets bombehunde er mandag i gang med at gennemsøge Vestsjællandscenteret i Slagelse, der er blevet ramt af en bombetrussel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Specialtrænede bombehunde er mandag eftermiddag blevet indsat for at gennemsøge Vestsjællandscenteret i Slagelse for mulige bomber.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

To specialtrænede bombehunde gennemsøger centeret rum for rum. 

Det sker, efter en hel serie indkøbscentre, hospitaler og lufthavne er blevet ramt af bombetrusler mandag.

Vi har fået nøgler til de enkelte butikker i centeret, og gennemsøger nu systematisk centeret, fortæller indsatsleder Jesper Lovmand til TV ØST.

Vestsjællandscenteret i Slagelse blev evakueret kort før klokken 14 – samtidig med, at en række andre indkøbscentre, lufthavne, uddannelsesinstitutioner og hospitaler over hele landet modtog bombetrusler.

Forventningen er, at det vil tage et par timer endnu at gennemsøge centeret.

- Vi vil gerne opfordre alle nysgerrige til at blive væk fra området. Der er altså ikke noget at se hernede, siger Jesper Lovmand.

Evakueringen fra centeret foregik hurtigt, og der er mange, der ikke har fået overtøjet eller bilen med ud. De får nu lov til at gå indendørs hos en nabo, så de kan få varmen.


Nyhedsoverblik