Det vi har sammen

Sparkede betjent i skridtet og trak kniv: Brødre anholdt for vold mod politiet

Begge brødre, der er henholdsvis 22 og 24 år og fra Sakskøbing, sidder nu i politiets varetægt, hvor det skal afgøres, hvorvidt de skal fremstilles i et grundlovsforhør. Foto: Google Street View

To unge mænd fra Sakskøbing på Lolland er blevet sigtet for vold mod tjenestemænd i funktion.

En politiopgave udviklede sig lørdag aften dramatisk for to betjente fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet var blevet tilkaldt til gadeuorden på Nykøbingvej i det centrale Sakskøbing på Lolland, hvor der klokken 22.33 var meldinger om flere personer, som smadrede vinduer på stedet.

- Det viste sig, da vi kom frem, at en person, formentlig i sin beruselse, var faldet ind i en rude, som var gået i stykker, fortæller Anders Mikkelsen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, og fortsætter. 

- Vi får faktisk udredt tingene på stedet, men det ender med, at personen bliver opfarende over for politiet, og det lykkedes ham faktisk under tumulten at sparke den ene betjent i skridtet.

Den berusede mand blev anholdt. Men det stopper ikke her.

Truede med kniv

- Pludselig dukkede der en bror til den anholdte op på stedet, der også bliver opfarende og udviste en truende adfærd med en kniv, som han har taget med, fortæller Anders Mikkelsen.

Broderen blev straks passiviseret og anholdt på stedet.

Begge brødre, der er henholdsvis 22 og 24 år og fra Sakskøbing, sidder nu i politiets varetægt, hvor det skal afgøres, hvorvidt de skal fremstilles i et grundlovsforhør. 

Tip os Har du et godt tip?