Sorø-politiker smidt ud af Venstre: - Jeg mangler at få en ordentlig forklaring

Arkivfoto. Foto: Arkivfoto

Birgitte Hansen har fået lang snor, mener hendes nu tidligere gruppeformand. Selv føler hun sig uretfærdigt behandlet.

Venstres byrådsgruppe i Sorø Kommune er blevet ét medlem mindre.

Det er konklusionen på længere tids uoverensstemmelser mellem gruppen og dens nu tidligere medlem, Birgitte Hansen, der nu er ekskluderet, skriver Dagbladet Ringsted.

Byrådsmødet onsdag aften blev hendes sidste med et (V) efter sit navn.

- Vi synes, vi har givet hende lang snor, men der er grænser for, hvor meget plads til uoverensstemmelser, der kan være. Så skal man måske i stedet vælge at blive medlem af et andet parti, siger gruppeformand Rolf Clausen til Dagbladet Ringsted.

Jeg mangler at få en ordentlig forklaring

Birgitte Hansen, løsgænger, Sorø byråd

Stemte ikke med sit parti

Ifølge Venstre-manden er det flere kontroverser, der betød, at partigruppen skred til udelukkelse af Birgitte Hansen. Det sås senest onsdag, da Birgitte Hansen undlod at stemme om byggeplaner på den såkaldte Fakta-grund, hvor alle hendes tidligere partifæller stemte for at give tilladelse til et 15 meter højt boligbyggeri.

Det var ikke første gang, at hun har undladt at stemme med sin gruppe, men denne gang blev altså den sidste.

Birgitte Hansen selv forstår ikke eksklusionen, som hun fik besked om på skrift, fortæller hun til avisen:

- Jeg mangler at få en ordentlig forklaring. Jeg har kun fået en kort mail samt den mail, der er blevet rundsendt til alle medlemmer, om, at det skyldes politiske uoverensstemmelser, så jeg er da rigtig spændt på få mere at vide om, hvad der er årsagen.

En af de største stemmeslugere

Hun erkender, at hun i flere tilfælde ikke har stemt ligesom sin nu forhenværende partigruppe, men siger, at hun mener, hun har ført liberal politik.

Birgitte Hansen fik ved kommunalvalget i 2013 157 personlige stemmer og var dermed den Venstre-politiker i Sorø Kommune, der fik tredjeflest personlige stemmer.

TV ØST har lørdag forsøgt at komme i kontakt med Birgitte Hansen, men er ikke lykkedes med det.

Tip os Har du et godt tip?