Sommerlejr for piger fra asylcenter

Fire piger fra Kalundborg sørger for, at pigerne på det lokale asylcenter har noget at lave i sommerferien. De har nemlig arrangeret deres egen sommerlejr.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når man er 16 år gammel, er der ikke megen tvivl om, hvad der er det bedste tidspunkt på året. Men når man er 16 år gammel og bor på et asylcenter, så er det ikke helt lige så nemt at kende forskel på hverdag og sommerferie.

Derfor arrangerer fire danske piger en sommerlejr for piger fra asylcenteret i Kalundborg.

- Vi gør det sådan, så de får noget at opleve her i sommerferien, siger Laura Haugaard Andersen.

De er i alt 14 piger fra asylcenteret i alderen 12 til 17 år, som over tre dage skal hygge sig og holde sommerferie med de fire danske piger.

- Vi skal spille en masse fodbold, lave noget gymnastik og danse og måske spille stikbold og sådan noget, alt efter hvordan vejret er, siger Laura Haugaard Andersen.

Nye oplevelser uden for lejren

Da TV ØST var på besøg i sommerlejren, var der fodbold på programmet. Og det er nyt for Nilofar Ozbek fra Afghanistan.

- Jeg har ikke prøvet det før, men jeg kan godt lide fodbold, forklarer hun.

Og spørger man Laura Haugaard Andersen, er hun ikke i tvivl om, hvordan hun har valgt at bruge sin sommerferie sådan.

- Jeg kunne godt tænke mig at vise, hvordan man spiller fodbold, fordi jeg godt selv kan lide at spille fodbold. Og også for hyggens skyld og for at hjælpe andre mennesker. Så får man det sådan lidt bedre med sig selv.

Nilofar Ozbek kom til Danmark for tre år siden. Hvis det ikke var for pigecampen, kunne hun se frem til en sommer på asylcentret.

- Vi ville bare skulle vaske og rydde op og lave mad hjemme, siger hun.

Og fodbold er altså sjovere.

- Det er sjovt for os alle sammen, fordi vi kommer ud fra asylcentret, og det er sjovt, fortæller hun

De fire lokale piger er alle spillere i KGB - Kalundborg Gymnastik Forening og Boldklub. Og sommerlejren foregår på klubbens baner.


Nyhedsoverblik