Det vi har sammen

Sommerhusudlejer om fradrag: Det er bare ekstra god timing

Peter Tingleff, som bor i Solrød, ejer dette sommerhus på Møn, som han nu vil begynde at leje ud. Foto: Peter Tingleff

For Peter Tingleff, der har besluttet sig for at leje sit sommerhus på Møn ud hele sommeren, er det nye bundfradrag på 40.000 en glædelig nyhed.

I morges vågnede sommerhusejer Peter Tingleff op til nyheden om, at et bredt politisk flertal er blevet enige om at hæve bundfradraget for sommerhusudlejning gennem et bureau fra 21.400 til 40.000 kroner.

For sommerhusejerne vil det betyde, at de første 40.000 kroner i lejeindtægter er skattefrie.

- Det var en meget stor fornøjelse at få denne glædelige nyhed, selvom jeg i første omgang tænkte, at så meget vil jeg nok ikke komme til at leje ud for, siger Peter Tingleff, der har valgt, at han vil udleje familiens sommerhus i Rådbylille på Møn.

Det betyder, at vi ikke behøver at tænke over, hvor mange uger vi lejer sommerhuset ud.

Peter Tingleff, sommerhusejer, Møn

"Ekstra god timing"

Peter Tingleff er glad for, at bundfradraget er blevet hævet til næsten det dobbelte.

- Det betyder, at vi ikke behøver at tænke over, hvor mange uger vi lejer sommerhuset ud. Det giver en stor elastik, det giver mulighed for at leje ud, når man vil. Men vi er også glade for huset selv, så vi vil ikke leje det ud hele tiden, siger Peter Tingleff.

Det var dog allerede bestemt, at sommerhuset skulle lejes ud, før nyheden om et højere bundfradrag kom i morges.

- Jeg havde gjort det ligemeget hvad, for jeg vidste ikke, at det skulle forhøjes, så det er bare ekstra god timing. Jeg skriver under i løbet af i dag, siger han.

Vi har lånt det meget ud til venner, og det har givet gode relationer, men ingen penge.

Peter Tingleff, sommerhusejer, Møn

Derfor vil Peter Tingleff leje ud

Peter Tingleff, som bor i Solrød, vil leje sit sommerhus på Møn ud i de næste fem måneder.

- Vi har besluttet at leje sommerhuset ud, fordi vi har haft mange udgifter til både konfirmation og sølvbryllup i år, og samtidig har vi ikke selv tid til at være i sommerhuset denne sommer, så vi kunne ligeså godt få nogle penge ind på det, fortæller Peter Tingleff.

Beslutningen krævede mange overvejelser  

Peter Tingleff har valgt at udleje sit sommerhus uafbrudt fra maj til september måned, da familien ikke selv kan nå at få det brugt. Men det var ikke en nem beslutning at leje sommerhuset ud.

- For det første kan man ikke selv bruge det i perioden, så vi kan ikke bruge det så fleksibelt, som vi er vant til - det er selvfølgelig vanskeligt. Og så er der det dér med, at der er andre mennesker, der bruger ens ting. Vi har lånt det meget ud til venner, og det har givet gode relationer, men ingen penge, siger sommerhusejeren og fortsætter:

- I fremtiden vil det være fremmede, der lejer sommerhuset og vil evaluere ens hus, og det er selvfølgelig sårbart, for de skal gerne synes, at det er ligeså rart, som vi synes. Det er jo ubehageligt, hvis ikke folk synes, at det er godt nok, men omvendt er det en nem måde at tjene lidt penge på, siger han.

Peter Tingleff vil udleje sit sommerhus gennem bureauet Feriepartner Møn-Stevns, der administrerer 270 sommerhuse i henholdsvis Stevns Kommune, Faxe Kommune og Vordingborg Kommune.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App