Sommerballet i Korsør bliver aflyst på grund af regnvejr

Hvad der skulle have været en hyggelig aften under åben himmel med ballet fra Det Kongelige Teater blev desværre en skuffelse for de mange fremmødte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fredag aften var op mod 500 mennesker mødt op med tæpper og picnickurve i Byparken i Korsør for at overvære årets sommerballet fra Det Kongelige Teater.

På trods af dårlige vejrudsigter var det opholdsvejr helt ind til et kvarter før planlagt showstart klokken 19, men så sluttede festen desværre brat.

- Kvart i kunne vi se sorte skyer, og ti minutter i stod det ned, fortæller kulturmedarbejder i Korsør Kulturhus, Hans-Jørn Andersen.

Nåede at varme op

Det pludselige regnskyl betød, at forestillingen måtte aflyses af hensyn til dansernes sikkerhed. Den kedelige melding kom balletmester fra Det Kongelige Teater, Nikolaj Hübbe, med bare ti minutter inden, danserne skulle være gået på scenen.

- Det er simpelthen så ærgerligt. Vi er alle sammen meget skuffede, men i alt det her var vi da så heldige at se en times opvarmning, siger Hans-Jørn Andersen. 

 
  Foto: Carina Stubager, Korsør Kulturhus

Fordi aflysningen kom så sent, havde balletdanserne allerede opvarmet, mens publikum spiste og hyggede sig. Så selvom gæsterne måtte gå skuffede hjem, var de ikke kommet helt forgæves.

Hos Korsør Kulturhus ser man nu frem mod næste års sommerballet og håber på bedre vejr. 


Nyhedsoverblik